Godmorgen og velkommen til endnu en dag, hvor coronakrisen og dens effekt på samfundet dominerer nyhedsbilledet.
Vi begynder i udlandet, hvor Trump fredag aften gjorde det klart, at han vil gøre alvor af en tidligere trussel.
Inden da får du her overblikket over de nyeste coronatal.
Dagens coronatal:
Bekræftede smittede i Danmark: 11.593
Indlagte: 106
Indlagte på intensiv: 18
Heraf i respirator: 10
Antal døde: 568
Bekræftede smittede på verdensplan: 5.930.035
Døde på verdensplan: 365.011
Trump: Vi trækker os
USA trækker sig fra sit samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og vil fremover bruge pengene andre steder. Det sagde USAs præsident, Donald Trump, fredag aften dansk tid.
USA er WHOs største økonomiske bidragsyder, men i april suspenderede Trump pengestrømmen og beskyldte organisationen for at fremme Kinas »falske informationer« om coronaudbruddet.
Nu meddeler præsidenten så, at amerikanerne trækker sig helt fra samarbejdet.
Danmark åbner grænserne – men kun for enkelte lande
I det hele taget er dagens nyhedsbillede præget af debatten i kølvandet på det pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) fredag varslede en åbning af Danmarks grænser for visse lande.
15. juni lukker Danmark grænsen op for turister fra Norge, Island og Tyskland. Men turisterne må ikke booke overnatninger i København. Det vil føre til store økonomiske tab for en meget presset branche, lyder beskeden fra turisme- og brancheorganisationer.

Skuffelsen er stor hos blandt andreDansk Erhverv, turismeorganisation Wonderful Copenhagen og Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet. Hos sidstnævnte har administrerende direktør Katia K. Østergaard svært ved at se ideen bag reglerne:
»Du må gå rundt i hovedstaden, men du må ikke booke et overnatningsophold i hovedstaden. Det virker utrolig ulogisk.«
De københavnske hoteller, restauranter og kulturinstitutioner skal heller ikke regne med at få meget hjælp fra svenske turister indtil videre. Det er svenskerne kede af. Men hvorfor får nordmændene at vide, at de sagtens kan køre gennem Sverige på vej til Danmark, mens svenskerne ikke må køre mere end to timer fra deres hjem? Og hvorfor fraråder Danmark samtidig sine borgere at tage til Sverige?
»Velkommen til en sommer, hvor det kan blive noget lettere at finde vej end at holde styr på virvaret af regler,« skriver Berlingskes Uffe Taudal, der prøver at skabe et overblik over den skandinaviske coronapolitiks mange selvmodsigelser.
Løkke langede ud efter regeringen – så gik S-ordfører til modangreb
I kølvandet på fredagens pressemøde var V-formand Jakob Ellemann-Jensen ude med kritik af regeringens grænseåbningsplaner. Hans forgænger på posten, Lars Løkke Rasmussen, stemte i på Twitter:
»Forstår ikke logikken i at ødelægge hotel- og restaurationsbranchen i København. Forstår ikke logikken i at sætte mange års Øresundsintegration i fuldt bakgear. Det er egenrådigt og uden skyggen af sundhedsfagligt belæg,« skrev han.
Og det fik straks den socialdemokratiske udlændige- og integrationsordfører Rasmus Stoklund til gå til modangreb.
»Skræmmende at en mand, der kunne have været statsminister, tager så let på de konsekvenser #Covid_19 kunne få, hvis man bare gav los. Med en tøvende@larsloekke ved roret ville embedsmænd tilsyneladende ha lagt linjen og vi havde haft svenske tilstande,« skrev han på Twitter.
Det kunne Lars Løkke ikke sidde overhørig.
»Rent vrøvl og skræmmesnak. De svenske tilstande i Skåne, Halland og Blekinge er Covid-19-mæssigt bedre end i Kbh. Intet belæg for ikke at lade dem komme til Danmark,« replicerede han.
Så mange smittede kommer fra social- og sundhedssektoren
Berlingskes forsidehistorie handler i dag om, at 30 procent af de 11.000, der er fundet smittet med coronavirus i Danmark, arbejder i social- og sundhedssektoren, for eksempel som læger eller sygeplejersker.
Hele 914 medarbejdere på plejehjem er siden epidemiens udbrud testet positive for coronavirus.
Allan Randrup Thomsen, professor i virologi ved Københavns Universitet, vurderer, at det har haft konsekvenser, at langtfra alle hospitalsindlagte, plejehjemsbeboere og sundhedspersonale blev testet systematisk fra epidemiens begyndelse.
Du kan læse hele historien her.
Stigende ledighed: 40.000 danskere kan blive ramt ekstra hårdt
En ting er, når vi får lov til at rejse igen. Men selv når coronavirussen – det sker snart – har forladt landet, er der udsigt til en langsigtet krise for Danmark. Ledigheden er steget kraftigt under coronakrisen, og 40.000 danskere kan risikere at blive langtidsledige – det vil sige ledige i mere end et år. Det kan blive meget dyrt for hele det danske samfund.

