Liberal Alliances top kritiserer Venstres nye kurs: Nu er det igen ensomt at være liberal

Når Simon Emil Ammitzbøll-Bille skal beskrive, hvordan han og resten af Liberal Alliance går rundt og har det for tiden, må han søge hjælp i et dramatisk sprogbillede.

Det er en fortælling, hvor de liberale soldater sammen er blevet sendt ind i junglen for at redde en gruppe nødstedte og forsvundne børn.

»Undervejs er vi blevet angrebet den ene gang efter den anden af farlige dyr,« fortæller han:

»Vi har fået skrammer og rifter overalt på kroppen.«

Men historien slutter godt.

»For vi har børnene med ud igen.«

De mange sår på kroppen stammer fra de dramatiske opgør, som partiet har kastet sig ud i med høj frekvens i de seneste år.

Børnene, som økonomi- og indenrigsministeren mener at have med ud fra junglen, er liberale resultater.

Det er de billigere biler. Det lavere skattetryk. Det er PSO-afgiften, som nu er fortid på danskernes elregning.

Ensomhed og Venstres nye kurs

Alligevel går han rundt og er bekymret. For han ser noget ske, som han har set før.

Og han bryder sig ikke om det.

Dansk politik klumper sig sammen på midten. De borgerlige mærkesager om lavere skat og reformer er trængt voldsomt i defensiven. Det er igen ved at blive ensomt at være liberal, synes han.

»Når det går godt i Danmark, er der som regel mindre salg i de klassiske, borgerlige budskaber. Sådan er det desværre også nu. Vi er ovre finanskrisen, det går godt i økonomien, og så tænker folk ikke mere på den slags,« siger han.

Og peger på det, han betragter som det store paradoks i dansk politik. En slags indbygget syge.

Symptomerne er, at de forkerte beslutninger træffes på de forkerte tidspunkter, og at de rigtige beslutninger træffes for sent.

»Det er nu, vi burde lave reformer, for det er nu, det ikke vil ramme så mange, og hvor vi kan forlænge opsvinget. Men det, der altid sker, er, at de politiske partier i stedet har travlt med at dele gaver ud,« siger han.

Vi har ikke talt længe sammen, før snakken bevæger sig i retning af noget helt uundgåeligt.

Nemlig hvordan økonomi- og indenrigsministeren ser på den aktuelle kurs hos Venstre; partiet, som han sidder i regering med, og som har rødder i samme liberale tankesæt, som han selv har.

Men som inden for få måneder både har aflyst ideen om offentlig nulvækst, afvist at gå til valg på skattelettelser og har søsat en landsdækkende kampagne, hvori partiet bryster sig af, at der er blevet tilført 75 milliarder ekstra til velfærd siden år 2001.

En stor del af pengene kan føres direkte tilbage til det milliardstore overforbrug i kommunerne i 00erne, som bidrog til at overophede dansk økonomi.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille bryder sig ikke om, hvad han ser.

»Det fikse ville være at sige, jeg altid er glad, når andre giver en grund til at stemme på os,« siger han:

»Men det alvorlige og dybere svar er, at det er ærgerligt, hvis vi ikke står skulder ved skulder i den borgerlig-liberale værdikamp.«

For ham at se giver det mindelser til de år i 00erne, som er så omstridte i den borgerlige debat.

»Hele grundlaget for, at Liberal Alliance kunne opstå, var, at de klassiske borgerlige partier glemte den borgerlige politik. Det virker desværre til, at vi er på vej derhen igen,« siger han.

På spørgsmålet om, hvad han synes om Venstres velfærdskampagne, der fejrer de mange ekstra milliarder, som er blevet brugt på velfærd, siden partiet med Anders Fogh Rasmussen i spidsen overtog magten i år 2001, svarer han:

»I et demokrati skal man jo dele sig efter anskuelser. Men jeg går heldigvis ikke til valg på at blære mig med, at der ikke var styr på den kommunale økonomi i 00erne, hvilket gjorde det sværere at komme over krisen, fordi man ikke førte ansvarlig politik.«

Han tilføjer: »Jeg mener, at der er brug for, at de borgerlige partier tør tale individet og civilsamfundet op i stedet for bare at abonnere på de samme statsløsninger som de røde.«

Han har svært ved at forstå, at Venstre går til valg uden mål om yderligere skattelettelser i næste valgperiode.

»Ethvert borgerligt parti burde gå til valg på at gøre staten mindre og skatten lavere i et af verdens mest skatteplagede lande. Vi har brug for også efter næste valg at have en regering, der både er borgerlig af navn og af gavn. Det er helt essentielt,« siger han.

Samlet set giver han ikke Venstres aktuelle kurs mange stjerner.

»Det virker, som om Venstre midlertidigt har forladt den liberale værdikamp. Når jeg siger midlertidigt, er det, fordi jeg håber, at de kommer tilbage igen. Men det er desværre, som om modet har svigtet Venstre her sidst i valgperioden.«

I hans øjne kan den borgerlige kamp for at mindske statens rolle i samfundet kun ende godt, hvis man kæmper flittigt for det over tid. Men den flid synes han, det er svært at få øje på.

Deri ligger forklaringen i hans øjne også på, at tankerne om reformer og skattelettelser aktuelt synes at være en smule antikvariske.

»Vi har brug for Venstre som allierede, hvis den borgerlig-liberale værdikamp skal blive til realiteter på Christiansborg. Men vi føler os lidt ensomme lige nu,« siger han.

Hvad kan konsekvenserne i dine øjne være af det?

»Konsekvenserne kan jo være, at Danmark bliver et fattigere land, fordi vi ikke får lavet de reformer, som man skal. Hvis man ikke tør fortælle, hvad der er det rigtige, og tør gå foran, så ændrer man også den måde, som folk tænker på, og så er man med til at sørge for, at borgerne i alt for stor grad vil se sig selv som små brikker i velfærdsstatens mosaik.«

Skal man forstå dig sådan, at du synes, der er tale om en zigzag-kurs i Venstre?

»I visse perioder kan de være svære at holde til. Lad mig sige det sådan.«

Og den zigzag-kurs gør det sværere at vinde den kulturkamp, du taler om?

»Hvis man vil vinde en kulturkamp, så er man nødt til at sætte nogle pejlemærker op, som man forfølger. Jeg synes, det er afgørende, at borgerne hører nogen tale højt om de værdier, der i virkeligheden har gjort det danske samfund rigt. Men den værdikamp er trængt i defensiven, fordi alt for få tør stå på mål for den og kæmpe for den.«

Herunder taler du om Venstre?

»Jeg synes ofte, at Liberal Alliance står alene.«

Undervejs i den seneste valgperiode har Liberal Alliance flere gange været involveret i voldsomme konflikter på Christiansborg. Bl.a. da partiet stillede ultimative krav om topskattelettelser og ellers truede med at vælte regeringen, og da partiet sidste år truede med ikke at stemme for regeringens egen finanslov.

Nogle vil sige, at fordi Liberal Alliance har ageret så barnagtigt, så har I mere end nogen anden svækket den borgerlige sag, fordi I har gjort den til en paria. Hvad siger du til det?

»At det er for billigt. Det er første gang, vi er i regering, og vi må så leve med, at i modsætning til andre mennesker bliver vores praktikperiode fulgt af hele befolkningen. Der er bestemte ting, vi ville have gjort anderledes. Men det ændrer ikke på, at det betyder noget, at man faktisk er parat til at kæmpe også meget intenst for sin politik.«

Men alligevel. Hvis man skal kæmpe for en sag, så har man et ansvar for at gøre den tiltalende. Og særligt tiltalende har det vel ikke været?

»Det der er et udtryk for, at man ser på et objekt gennem et mikroskop, hvor man skulle se gennem et teleskop. Hvis ikke Liberal Alliance havde eksisteret, så tror jeg slet ikke, at vi talte om skattelettelser og reformer.«

»Vi er kun lige begyndt«

Det er også derfor, at Liberal Alliance ikke har tænkt sig at opgive kampen for skattelettelser i næste valgperiode. Tværtimod bebuder Simon Emil Ammitzbøll-Bille, at partiet vil kæmpe præcis lige så hårdt for lavere skat i næste valgperiode.

Dybere indtryk har denne valgperiodes opgør med Dansk Folkeparti og Venstres melding om ikke at gå til valg på lavere skat med andre ord ikke gjort.

»Vi vil kæmpe med alt, hvad vi har, og det vil vi også i en ny, parlamentarisk situation«.

Men hvad har I egentlig tænkt jer at gøre, når det så tydeligt ikke er noget, der står på andres dagsorden?

»Den her valgperiode viser, at vi faktisk godt kan levere pæne skattelettelser. Hvorfor skulle vi så ikke kunne gøre det i næste valgperiode? Hvis der kommer en borgerlig regering, er vi garanten for, at der kommer skattelettelser.«

Kan du garantere det?

»Jeg kan garantere, at vi vil kæmpe lige så vildt og vanvittigt for det, som vi har gjort i den her valgperiode.«

Men vil I stille det som betingelse at få skattelettelser?

»Jeg vil ikke gå ind i konkrete forhandlinger. Jeg kan bare sige, at vi kæmper med krop og sjæl for at få skatten ned. I den her valgperiode har vi påført os selv enhver ydmygelse, det måtte koste, og jeg kan love, at vi vil kæmpe med alt en gang til for at få markante skattelettelser.«

Så det, du siger til Venstre, er, at det slet ikke er slut med skattelettelser?

»Det er overhovedet ikke slut med skattelettelser. Vi er kun lige begyndt.«

Hvad så, hvis Dansk Folkeparti siger, at det vil de ikke være med til?

»Så tager vi det. Vi har gode erfaringer med at lave skattelettelser sammen med dem, når det kommer til stykket.«

Skattens skarpe klo

Ifølge Simon Emil Ammitzbøll-Bille er det ulogisk, at kampen for lavere skat lever et isoleret liv. Spørger man ham, burde det være en kamp, som også fagbevægelsen kunne tilslutte sig.

Han henviser til den berømte venstreorienterede sang »Internationale«, som med forargelse konstaterer, at »vi flås af skattens skarpe klo«.

»De burde stå side om side med os. Det ville gavne arbejdende mennesker enormt meget. Men fagbevægelsen er i dag mere optaget af at kæmpe for sociale ydelser,« siger han.

I hans øjne viser det, at der er sket et skred, et opgør med »grundlæggende værdier«.

»Nemlig værdier om, at du først og fremmest har ansvaret for dit eget liv og for din familie. Det skal der være en stolthed i. Og der skal være en bekymring, hvis man ikke kan. Men det er, som om at det ikke er sådan. Man taber ikke ansigt ved ikke at kunne klare sig selv,« siger han.

Mener du seriøst, at vi i Danmark har en kultur, som ikke sigter på at tage ansvar for sig selv?

»Jeg synes, der er alt for mange, som overlader ansvaret til andre og bare forventer, at man kan stikke labben frem. Vi har vænnet os til, at det er på den måde, det er. Men det er ikke velfærdsstaten, der har skabt rigdommen. Det er rigdommen, der har skabt velfærdsstaten,« siger han.

»Men hvad er det, den dovenskab fører til på sigt? Det er, at vi ikke i fremtiden kan leve de liv, vi gerne vil.«

Dovenskab, siger du. Hvem er det, der er dovne?

»Det er vi alle. Jeg peger ikke fingre ad enkeltpersoner. Men der er en åndelig dovenskab, som handler om, at vi alle kigger ud ad vinduet. Og der går det sgu da meget godt, gør det ikke?«

Økonomi- og indenrigsministeren mener, at mange års dansk rigdom kan føre til, at vi kollektivt falder i søvn.

»Vi danskere lever på toppen af verdensøkonomien, og det har vi gjort i mange årtier. Men nogle gange virker det til, at danskerne bilder sig ind, at det er sket i en kombination af naturlove, Vorherre og Socialdemokratiet. Sandheden er bare, at ingen af de tre ting har været en forudsætning for, at vi er blevet så rige, som vi er.«

Set med hans øjne »reproducerer« den ellers højtbesungne velfærdsstat »en kultur, hvor det at skabe egne værdier ikke er i centrum, men hvor det at forbruge værdier skabt af andre er det centrale«.

Velfærdsstaten kan vel også ses som en garant for, at alle kan være med – særligt i en tid, hvor man kan frygte, at kæden knækker under presset fra globaliseringen og en stor skare af mennesker, der ikke har forudsætningerne for at bruge det moderne samfunds muligheder?

»Det spørgsmål illustrerer problemet. Velfærdsstaten har udviklet sig til at være garanten for, hvad der skal ske, når det går galt, i stedet for at have et samfund, der sørger for at gøre borgerne i stand til at tage vare på deres eget liv,« siger han:

»Velfærdsstaten lever på en kassekredit fra tidligere tiders vækst og værdiskabelse. Men sandheden om en kassekredit er, at på et tidspunkt løber den tør – eller også skal man tjene så mange penge, at man kan betale tilbage igen.«

Er det ikke groft at undervurdere menneskets natur ved at tro, at fordi man har en velfærdsstat, der giver nogle muligheder, så opgiver folk ambitionen om at være selvstændigt skabende mennesker?

»Det er der da heldigvis også mange, der ikke opgiver. Men noget tyder på, at det tynger,« siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille:

»Og jeg er bare sikker på, at der ligger et kæmpe økonomisk potentiale i den danske befolkning, hvis man bliver frigjort lidt af velfærdsstatens meget snævre rammer.«

Fåmælt finansminister

Berlingske har spurgt finansminister Kristian Jensen (V), hvordan han forholder sig til kritikken fra Liberal Alliance. Finansministeren ønsker ikke at stille op til interview om sagen, men har i stedet sendt et skriftligt svar.

I det svar forholder han sig ikke direkte til kritikken af partiets velfærdskampagne, til kritikken af, at partiet har forladt den liberale værdikamp, eller til Liberal Alliances melding om, at partiet vil kæmpe lige så »vildt og vanvittigt« for skattelettelser i den næste valgperiode.

I stedet henviser finansministeren til et citat, der fremgår af det interview fra august i Berlingske, hvor han gjorde det klart, at partiet ikke går til valg på lavere skat, men i stedet på et skattestop.

I et citat gør han det dog også klart, at Venstre finder det »positivt«, hvis der »bliver mulighed for at sænke« skatterne efterfølgende.

»Men jeg kan hverken sidde her  eller senere og love, at vi har en bestemt plan for skattelettelser,« tilføjede finansministeren dengang.

Bortset fra henvisningen til det gamle citat har finansministeren ikke yderligere kommentarer til Liberal Alliances kritik.