En stor rapport har gjort minister dybt bekymret: »Den tegner et meget dystert billede«

Dagens overblik: En omfattende klimarapport fra FN får eksperter og politikere til at slå alarm. En tidligere professor fortæller for første gang, at Finansministeriets omdiskuterede regnemodeller favoriserer blå politik. Og så erkender en DF-politiker, at hun ikke skal udtale sig om Rusland, når hun er på slankekur. Hele dit politiske overblik her.

»Det er bydende nødvendigt, at vi gør mere for at forbedre klimaet,« siger klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) på baggrund af en ny FN-rapport. Her ses han sammen med skatteminister Karsten Lauritzen (V) og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V). Liselotte Sabroe

Godmorgen og velkommen til ugens første politiske morgenpost.

Denne mandag står i høj grad i klimaets tegn: FN har offentliggjort en kæmpe rapport om klimaforandringerne, der bliver kaldt både alarmerende og bekymrende, og i morgen præsenterer regeringen sit stort anlagte luft- og klimaudspil.