Det er ikke småting, der udspiller sig i Moderaterne for tiden.
Lars Løkkes særlige rådgiver Karen Clement skulle efter sigende have taget kontakt til en tidligere medarbejder i Moderaternes nye arbejdsplads, efter vedkommende havde klaget over arbejdsforhold.
B.T. har snakket med både den tidligere medarbejder og medarbejderens nye arbejdsplads, som begge bekræfter historien.
»Jeg finder ud af, at min nye chef er blevet kontaktet af Løkkes særlige rådgiver (Karen Clement, red.). Jeg er overbevist om, at det sker, fordi de ved, at jeg er blevet ansat,« siger den tidligere medarbejder til B.T., som udtaler sig anonymt.
Karen Clement afviser.
»Jeg kunne ikke drømme om at kontakte et partis tidligere medarbejderes arbejdsgivere for at presse eller skræmme nogen, og jeg har desuden ikke nærmere kendskab til B.T.s anonyme kilders identitet,« siger hun til B.T.
Historien om Lars Løkkes særlige rådgiver er den seneste i en række af historier om dårlig arbejdsmiljø på Moderaternes sekretariat.
Krisen i Moderaterne opstod, efter at B.T kunne bringe en artikel om, at en gruppe medarbejdere besluttede at indsende en klage til Arbejdstilsynet over arbejdsforholdene i partiets sekretariat.
Her blev ledelsen i partiet anklaget for sexisme, chikane og mobning.
Der blev også sat navne på flere personer i toppen af partiet, der ifølge medarbejderne havde ageret problematisk. Herunder partisekretær Kirsten Munch og den nyudnævnte digitaliseringsminister, Caroline Stage Olsen, som ifølge B.T. er nævnt i klagen.