Beretninger om dårligt arbejdsmiljø i Moderaternes sekretariat betyder, at partiet nu skal have hjælp af en uvildig erhvervspsykolog.
Det fortalte partileder og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) efter et mere end ni timer lang krisemøde mandag.
Samtidig har partiet også taget kontakt til Arbejdstilsynet.
Få et overblik over sagen her:
* Fredag 30. august:
En række nuværende og tidligere ansatte hos Moderaterne har sendt en fem siders lang indberetning til Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø.
Her beskrives et miljø med mobning og sexisme i organisationen. Det skriver B.T., der har fået indblik i indberetningen. Den er blevet sendt 15. august, skriver B.T.
En række personer i toppen af ledelsen bliver nævnt i forbindelse med at have ignoreret henvendelser om problemerne - men også som personer, der spiller en rolle i flere sager. Blandt andre den nyudnævnte digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M).
Desuden nævner B.T., at også partisekretær Kirsten Munch Andersen og kommunikationschef Ulla Østergaard er omtalt.
* Lørdag 31. august:
Folketingsmedlem for Moderaterne Karin Liltorp vil have igangsat en undersøgelse af situationen i partiet.
- Vi skal have ryddet op i miseren. Der har været en dårlig stemning og nogle uheldige sager, siger hun til Ritzau.
Kirsten Munch Andersen siger til TV 2, at hun har reageret på de henvendelser, der måtte have været angående arbejdsmiljøet i partiet. Og at hun ikke genkender det billede, som bliver tegnet.
Mandag vil hun mødes med partiets medarbejderudvalg, lyder det.
* Søndag 1. september:
Der skal igangsættes en uvildig undersøgelse af arbejdsmiljøet i Moderaterne, mener folketingsmedlem og medlem af Moderaternes hovedbestyrelse Jeppe Søe.
Han kræver "en uvildig gennemgribende undersøgelse af Moderaterne som arbejdsplads", skriver han i en kommentar til Ritzau.
* Mandag 2. september:
Efter et mere end ni timer langt krisemøde i partiet fortæller partileder Lars Løkke Rasmussen, at Moderaterne skal have hjælp udefra af en erhvervspsykolog, der er ekspert i arbejdsmiljø.
Moderaterne vil få en whistleblowerordning. Partiets sekretariat skal også have besøg af Arbejdstilsynet. Moderaterne har selv taget kontakt til tilsynet, lyder det.
/ritzau/