Kritikken hagler ned over Stram Kurs: »Det her, det er så gennemført afskyeligt, afstumpet og umenneskeligt, at jeg ikke kan finde ord for det«

Medlemmer af Stram Kurs bliver hårdt kritiseret fra alle sider, efter at de råbte skældsord foran en rustvogn og en barnekiste.

 

Stram Kurs er for alvor gået over stregen, efter at medlemmer af det kontroversielle parti i fredags råbte skældsord mod muslimer, mens en rustvogn rullede op foran demonstrationen.

Politikere fra alle sider af Folketinget er rystede over begivenheden, der fandt sted i forbindelse med en demonstration ved Det Islamiske Trossamfunds lokaler på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Her kørte en sort rustvogn ind foran demonstranterne med tilknytning til Stram Kurs. I rustvognen var der en lille hvid barnekiste.

»Så ligger der lige et lille barn der jo. Hold da kæft mand,« siger blandt andet et medlem af partiet i et klip, der er lagt på YouTube, og senere bliver der råbt:

»Nej til sharia i Danmark. Nej til sharia i Danmark.«

At forløbet er langt over grænsen for anstændig opførsel, mener en lang række danske politikere.

»Ekstremt smagløs demonstration af Paludans flok. Der ER ting, som mennesker (såfremt de ønsker at bevare benævnelsen) bare ikke gør,« skriver Søren Espersen, der blandt andet er udenrigsordfører for Dansk Folkeparti, på Twitter.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er ligeledes chokeret.

»Det her, det er så gennemført afskyeligt, afstumpet og umenneskeligt, at jeg ikke kan finde ord for det,« skriver Ellemann-Jensen på Twitter.

Samme holdning har de Konservatives leder, Søren Pape Poulsen.

»Tænk sig at miste sit barn, og Rasmus Paludans lakajer så står og råber efter dig til begravelsen. Uanset hvem man er, så opfører man sig respektfuldt overfor mennesker, der står midt i begravelsen af et barn,« skriver Søren Pape Poulsen på Facebook.

Uffe Elbæk, tidligere leder for Alternativet, skriver, at der tilsyneladende ikke er nogen nedre grænse for, hvad medlemmer af Stram Kurs kan finde på.

»Jeg må kort og kontant sige: Jeg er totalt – som i TOTALT – målløs. Og lige derefter: Jeg mangler simpelthen ord for, hvor grænseoverskridende Stram Kurs' demonstrationer er. Der er åbenbart ingen nedre moralsk grænse. Kun menneskelig afstumpethed,« hedder det fra Elbæk.

Enhedslistens Rosa Lund skriver, at »nu må det her fandme snart stoppe!« – de Radikales Kristian Hegaard er enig i, at grænsen er nået.

»Så stopper festen. Har ingen ord for hvor usmageligt og modbydeligt dette er. Det er bindegalt, der bruges 119 mio. årligt på dette Cirkus Paludan,« skriver han på Twitter.

Også Zenia Stampe (R), SF-formand Pia Olsen Dyhr, Mette Abildgaard (K) og Alternativets Sikandar Siddique har kommenteret forløbet.

Demonstrationen fandt sted fredag ved Nørrebro Station. Her fejrede medlemmerne af Stram Kurs femårsdagen for terroristen Omar el-Husseins død. Han blev skudt af politiet, efter at han stod bag angrebet på kulturhuset Krudttønden og den jødiske synagoge i København.

I filmklippet er Stram Kurs-stifter Rasmus Paludan med. Han var dog ikke til stede på Dortheavej.

Til minby.dk siger partilederen, at han ikke tror på, at der var tale om en begravelse:

»Jeg tror ikke en tøddel på, at det var en begravelse. Man lader ikke en rustvogn stå åben uden at tilse den,« siger han og fortæller videre, at hans medlemmer på stedet havde samme opfattelse – at det ikke var en begravelse, men et »politisk setup«.

Khalid Alsubeihi, der er kendt for sit nødhjælpsarbejde i Syrien, var til stede ved moskeen fredag eftermiddag. Ved denne lejlighed som arrangør af en lille moddemonstration, rettet mod Stram Kurs, under navnet »Stop dæmoniseringen af muslimer«.

Khalid Alsubeihi bekræfter over for Berlingske, at der »100 procent sikkert« var tale om en barnebegravelse.

I Berlingske Barometers vægtede gennemsnit over flere institutters meningsmålinger står Stram Kurs i øjeblikket til at få 1,6 procent af stemmerne, såfremt der var folketingsvalg i dag.