En muslimsk barnebegravelse stoppede ikke Stram Kurs-demonstration: »Nej til sharia i Danmark. Nej til sharia i Danmark«

Medlemmer af Stram Kurs holdt fredag demonstration ved Det Islamiske Trossamfunds lokaler på Dortheavej i København. Pludselig rullede en ligvogn ind på vejen. I ligvognen var en barnekiste. Men det stoppede ikke demonstrationen.

 

På hjørnet af Dortheavej i København er mennesker samlet foran Det Islamiske Trossamfund. Overfor holder en lille gruppe mennesker med tilknytning til Stram Kurs demonstration. Imellem de to grupper står uniformerede betjente, mens udbrud og eder bliver sendt frem og tilbage mellem grupperne.

Umiddelbart ligner videoklippet »Fejring af aflivningen af Omar El-Hussein« fra demonstrationen i fredags mange af de andre videoer, som man kan se på YouTube-kanalen »Frihedens Stemme«, som Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan lancerede i 2017.

Men knap en time inde i klippet kører en sort rustvogn ind i billedet og parkerer lige foran demonstranterne med tilknytning til Stram Kurs.

»Det er helt utroligt mand, at man bare kan smide bilen dér. Det er totalt ulovligt mand, og der er ingen der gør noget som helst,« siger en stemme vredt på klippet.

Råb over rustvogn og kiste

Knap 20 minutter senere bliver bagsmækken på den sorte rustvogn åbnet og blotter en lille, hvid barnekiste.

»Så ligger der lige et lille barn der jo. Hold da kæft mand,« udbryder stemmen på klippet og filmer ind i rustvognen.

En politibetjent beder kameramanden gå tilbage, hvortil han reagerer både ophidset og højlydt, fordi han mener politiet gør forskel på de to grupper.

Få minutter senere råber han ind over rustvogn og barnekiste mod gruppen foran Det Islamiske Trossamfund: »Nej til sharia i Danmark. Nej til sharia i Danmark.«

Igen har en betjent fat i ham, og beordrer dem længere op af gaden »af respekt for det, der skal til at ske her« – en muslimsk barnebegravelse, ifølge nyhedsmediet minby.dk.

Paludan: »Et politisk setup«

Demonstrationen begyndte ved Nørrebro Station tidligere fredag, hvor medlemmer af Stram Kurs på femårsdagen for angrebet på terrorangrebet på Krudttønden og den jødiske synagoge i København ville fejre, at terroristen Omar El-Hussein var død.

Denne del er også med på filmklippet, og her var stifteren af Stram Kurs, Rasmus Paludan, selv med. Han var dog ikke med på Dortheavej.

Til minby.dk siger partilederen, at han ikke tror på, at der var en begravelse:

»Jeg tror ikke en tøddel på, at det var en begravelse. Man lader ikke en rustvogn stå åben uden at tilse den,« siger han og fortæller videre, at hans folk på stedet havde samme opfattelse af, at det ikke var en begravelse, men et »politisk setup«.

Khalid Alsubeihi, der er kendt for sit nødhjælpsarbejde i Syrien, var selv til stede ved moskeen fredag eftermiddag – ved denne lejlighed som arrangør af en lille moddemonstration, rettet mod Stram Kurs, under navnet: »Stop dæmoniseringen af muslimer«.

Han bekræfter over for Berlingske, at der »100 procent sikkert« var tale om en barnebegravelse.

Barnet var efter muslimsk skik blevet vasket tæt ved moskeen, anbragt i den lille hvide kiste, hvorpå cirka 1.500 deltagere ved fredagsbønnen havde bedt bønner for det døde barn, der senere skulle køres til den muslimske begravelsesplads i Brøndby.

»Jeg kan ikke med 100 procent sikkerhed sige, at barnet på det tidspunkt, da demonstrationen fandt sted, lå i kisten, men det tror jeg. Vognen ventede på gravfølget,« siger Khalid Alsubeihi.

Se klippet fra Youtube her.