»Kongemager« eller »Smadremanden«: Avisernes forsider tegner dramatisk billede af en historisk aften

Mette Frederiksen stod sent i nat som vinder af et historisk tæt valg. Det kan tydeligt ses på landets aviser, der har fokuseret på alt fra Mette Frederiksen i tårer til »Smadremanden«, der nu kan blive en vigtig samarbejdspartner.

Folketingsvalget 2022 vil stå tilbage som et af de tætteste og mest betydningsfulde valg i mange år.

Det står skåret i avispapir, efter at rød blok i aftes trak det længste strå og –  med hjælp fra Grønland – igen har et flertal bag sig.

Men dagens forsider retter ikke kun linsen mod Mette Frederiksen (S). Manden med de mange navne, Lars Løkke Rasmussen (M), er hovedpersonen i en række af dagens aviser.

Lars Løkke Rasmussen som hovedrolleindehave i flere af dagens aviser skyldes muligvis, at aviserne blev trykt, da det stadig så ud til, at den tidligere statsminister kunne få en nøglerolle som kongemager. Siden tog valget en drejning, og nogle af aviserne har opdateret deres e-avis.

Dagens forside på Berlingske har Mette Frederiksen i fokus. En række af landets aviser har prioriteret anderledes. Berlingske

Årets mest neglebidende gyser skete ikke mandag aften, hvor dødningehoveder og græskar oplyste en række villaveje i det ganske land. Gyseren over dem alle rullede direkte på landets største tv-kanaler og aviser lige præcis 24 timer efter halloweenaften.

»Efter historisk gyser: Valgets vinder«, skriver Berlingske på forsiden af dagens e-avis til et billede af Mette Frederiksen.

»Når jublen har lagt sig i Socialdemokratiet, tror jeg også, at der vil være en refleksion over, at vi i denne valgperiode har set en blå opposition ligge totalt i ruiner, men at det alligevel var meget, meget tæt på at gå galt,« lyder det fra Martin Vinæs Larsen, der er valgforsker på Aarhus Universitet, i dagens avis.

Politiken

Selvom Mette Frederiksen vandt valget, og nu har et rødt flertal bag sig, er der stadig meget arbejde, som venter forude. Det betoner Politiken på dagens forside.

»Mette Frederiksen vandt valget, men nu skal hun også vinde en regering over midten,« står der med store bogstaver, og på forsiden ser man en Mette Frederiksen, der over overskriften tørrer sine øjne, som er våde af tårer.

Nu skal hun danne en regering, og det røde flertal, der viste sig sent i går aftes, vil ikke blive brugt, lyder det fra Elisabeth Svane, der er politisk analytiker for Politiken.

»Men det er ikke det, hun er gået til valg på, og det er heller ikke den regering, hun vil forsøge at sætte sig i spidsen for,« skriver Elisabet Svane på forsiden af Politiken.

Jyllands-Posten

Jyllands-Posten tegner et billede af Socialdemokratiet, der »gjorde det umulige«. Men da klokken slog 00.50, og stemmerne var talt op, løsnede Mette Frederiksen sit meget stærke greb om magten.

»Fremtiden kan trods det gode valgresultat meget hurtigt komme til at se væsentlig mere besværlig ud for Mette Frederiksen, end hun har været vant til,« lyder det fra Niels Th. Dahl, der er politisk analytiker på Jyllands-Posten.

Ekstra Bladet

»Smadremanden.«

Sådan lyder dagens overskrift hos Ekstra Bladet, der har fokuseret på manden, som har sejlet over Atlanten og nu er vendt hjem til Christiansborg.

»Med politiske håndgranater og en hær fuld af amatører gjorde Moderaternes stifter i aftes for alvor comeback i dansk politik,« skriver Ekstra Bladet, inden valget tog en drejning. Moderaternes comeback står dog ved magt.

B.T.

På forsiden af B.T. er det også Lars Løkke Rasmussen, som er i fokus.

Avisen blev udgivet på et tidspunkt, hvor billedet og valgprognoserne så en smule anderledes ud. Et citat har de dog ret i på trods af den tidlige deadline:

»I den røde blok tegner det sig dog mest dystert for De Radikale, som udløste valget på baggrund af Minkkommissionens hårde kritik af regeringen og statsminister Mette Frederiksen,« skriver B.T.

De Radikale Venstre endte med at få syv mandater. Sidste valg fik de 16 mandater.

Kristeligt Dagblad

I Kristeligt Dagblad er gårsdagens hovedpersoner portrætteret på forsiden: Lars Løkke Rasmussen, Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen.

Det endte dog med kvinden i midten, Mette Frederiksen, der nu står over for en række svære udfordringer.

»Uanset hvad det ender med, risikerer en kommende regering at skulle træffe mange upopulære beslutninger om økonomi, sundhed, klima og sikkerhed.«