Efter afhøringer af flere end 100 vidner i sagen om svindel med udbytteskat for mindst 12,7 milliarder kroner er Undersøgelseskommissionen om Skat nu på vej med en delberetning med forklaringer fra de mange afhørte.
Det oplyser Undersøgelseskommissionen om Skat i en netop offentliggjort orientering.
»En delberetning med forklaringerne for kommissionen i perioden fra marts 2019 til december 2020 forventes afgivet til Justitsministeriet i overensstemmelse med § 32 i lov om undersøgelseskommissioner senest i februar 2021,« skriver kommissionen.
Delberetningen bliver imidlertid uden konklusioner, så de mange afhørte i sagen – hovedsageligt nuværende eller tidligere ansatte i Skat eller i Skatteministeriet – kan komme til at vente længe på at få klarhed over, om de går fri for ansvar eller det modsatte.
Det skyldes, at kommissionen har vurderet, at det »ikke vil være forsvarligt« at afgive en delberetning, der omfatter såkaldte »retlige vurderinger«. Kommissionen mener, at den bør afvente, hvad der måtte komme frem i de kommende afhøringer om de andre forhold i skatteforvaltningen, som kommissionen også skal undersøge.
Undersøgelseskommissionen om Skat skal også undersøge og redegøre for, hvordan det kunne gå så galt på inddrivelsesområdet, hvor it-systemet EFI kuldsejlede, men også for at se nærmere ind i beslutningsgrundlaget for de voldsomme nedskæringer, der skete i Skat fra 2005. Afhøringer af vidner på de områder begynder til marts.
Helt præcis 108 vidner har siden marts 2019 været indkaldt til afhøring for at svare på spørgsmål om udbyttesagen. Afhøringerne har langsomt bevæget sig op i hierarkierne sluttende med to departementschefer – både den nuværende, Jens Brøchner, og hans forgænger, Peter Loft – samt ni tidligere skatteministre.
Nogle vidner ude af søgelyset
Undersøgelseskommissionen fortæller også i sit nyhedsbrev, at nogle vidner er ude af søgelyset, da der »ikke er grund til at antage, at de har begået tjenstlige forseelser eller tilsvarende tilsidesættelse af ansættelsesretlige forpligtelser«.
»Kommissionen har for en del af disse vidner besluttet at afbeskikke en eventuel bisidder, idet kommissionen desuden har fundet, at det ikke er sandsynligt, at der vil fremkomme oplysninger, som vil give grundlag for en anden vurdering,« skriver kommissionen.
Kommissionen understreger, at man ikke deraf kan slutte, at de vidner, hvor bisidderen ikke er afbeskikket, er i søgelyset for at have »begået tjenstlige forseelser eller tilsvarende tilsidesættelse af ansættelsesretlige forpligtelser«.
»Det skal således understreges, at den omstændighed, at kommissionen ikke har afbeskikket et vidnes bisidder, ikke bør opfattes som udtryk for, at kommissionen foreløbig vurderer, at der er grundlag for kritik eller for, at det offentlige søger at drage vidnet til ansvar for vidnets handlinger eller undladelser,« skriver kommissionen.
Blandt de ni indkaldte, tidligere skatteministre var Karsten Lauritzen (V), som benyttede lejligheden til at kritisere Bagmandspolitiet for endnu ikke at have stillet nogen af de mistænkte for en dansk dommer.
Det er mere end fem år siden, at tip fra de britiske skattemyndigheder og en dansk skatteadvokat gjorde det danske skattevæsen opmærksom på svindlen.
(Opdateret kl. 14.50. I en tidligere version fremgik det, at Undersøgeleskommissionen om Skat vil fremlægge sine konklusioner senest til februar. Kommissionens konklusioner offentliggøres imidlertid først på et senere tidspunkt.)