Kofod om fem Syrien-børn: Ansvaret ligger hos mødrene

Udenrigsministeren siger, at regeringen fortsat står fast på, at fem børn kun kan blive evakueret uden mødre.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) vil kun evakuere fem børn uden deres mødre. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen er fortsat klar til at hente fem børn med dansk tilknytning hjem fra fangelejre i Syrien.

Men det kræver stadig en godkendelse fra deres samlet tre mødre, som regeringen ikke vil hjemtage, da de ikke er danske statsborgere.

Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tirsdag under et samråd i Folketingets Udenrigsudvalg.

»Der er desværre ingen ideelle løsninger på den tragiske situation, disse kvinder har sat deres børn i,« siger han.

Regeringen besluttede i foråret – efter tidligere at have været imod – at evakuere tre mødre med dansk statsborgerskab samt deres i alt 14 børn fra fangelejre i Syrien.

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde gentagne gange sagt, at hun ikke ville have mødrene og deres børn hjem.

Det skyldes, at mødrene havde meldt sig under fanerne hos Islamisk Stat og derfor blev vurderet til at udgøre en sikkerhedstrussel mod Danmark.

Regeringens støttepartier pressede imidlertid hårdt på for at få mødrene hentet til Danmark.

De sidste fem børns i alt tre mødre har fået frataget det danske statsborgerskab. De er statsborgere i henholdsvis Iran, Marokko og Somalia.

Derfor ville regeringen kun hente de fem børn til Danmark, men ikke mødrene.

»Regeringen er fortsat indstillet på at evakuere alle 19 børn,« siger Jeppe Kofod.

»Om vi får mulighed for at levere på det, det afhænger af mødrene,« siger udenrigsministeren.

Rets- og udlændingeordfører Rosa Lund (EL), der har indkaldt til samrådet, vil have udenrigsministeren til at svare på, hvilke risici der er forbundet med ikke at hjemtage de fem børn.

Herunder risikoen for, at børnene bliver radikaliseret.

»Der er ikke sket noget. Det betyder, at de fem danske børn kommer til at blive i IS-fangelejr, og de bliver mere og mere radikaliserede dag for dag.«

»Og så er risikoen jo større for, må man nok tro, at de lige pludselig står i Danmark, for børnene er danske statsborgere,« siger hun.

Rosa Lund beder Jeppe Kofod om at svare på, hvorvidt der er lavet en sikkerhedsvurdering af de fem børn, eller om man fra dansk side planlægger en sådan.

Jeppe Kofod henviser til justitsminister Nick Hækkerup (S) for en sikkerhedsvurdering af børnene.

Udenrigsministeren understreger, at det hele er op til de tre mødre.

»De, der ikke har dansk statsborgerskab, har ingen adkomst i Danmark.«

»Det er ikke Danmarks ansvar. Derfor er det regeringens helt klare holdning, at deres fremtid ikke ligger i Danmark, da de ikke er danske statsborgere.«

»Deres fem børn vil vi gerne evakuere, men det kræver, at der gives et samtykke fra kvinderne til, at den proces skal sættes i gang,« siger han.

/ritzau/