Kjærsgaard står fast: Man må ikke sige racistisk i Folketinget

Pelle Dragsted overskred klart en grænse, da han kaldte DF'ers udtalelser racistiske, mener Pia Kjærsgaard.

»Vi har en tradition for i Folketinget for at debattere på en ordentlig måde,« siger Pia Kjærsgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Skulle det ske igen, at et folketingsmedlem kalder et andet folketingsmedlems udtalelser for racistiske, så vil Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, ikke tøve med at gribe ind.

Det slår hun fast i et interview med Ritzau, efter at hun torsdag afbrød Enhedslistens Pelle Dragsted, da han under en debat om udlændingepolitik karakteriserede et udsagn fra DF's Kenneth Kristensen Berth som racistisk.

»Vi har en tradition for i Folketinget for at debattere på en ordentlig måde,« siger Pia Kjærsgaard.

Hun mener, at Dragsteds udtalelser var fjendske og nedladende.

»Derfor greb jeg ind. Det vil jeg gøre til enhver tid. Sker det på nogen måde igen i en eller anden sammenhæng, så gør jeg det. Det er det, jeg skal. Det bliver Pelle Dragsted nødt til at rette sig efter,« siger Pia Kjærsgaard.

Anledningen til episoden var, at Berth efter en kommentar om dansk og svensk integrationspolitik stillede spørgsmålet:

»Er erkendelsen ikke bare den, at integrationen af folk fra overvejende muslimske lande, den kan ikke lade sig gøre?«

Det kaldte Dragsted racistisk, hvilket fik Pia Kjærsgaard til at bryde ind.

Ordene faldt i en ophedet debat, hvor Socialdemokratiets Mattias Tesfaye blandt andet brugte udtrykket "gak i låget" om andre politikeres udtalelser.

Pia Kjærsgaard forklarer, at er ikke findes en liste over ord, man ikke må bruge.

»Det er svært at sige, hvor grænsen går. Det må man tage stilling til i det øjeblik, det sker,« siger hun.

»Det er rigtigt, at det var en intens debat. Og det synes jeg egentlig er fint, at vi engang imellem går til hinanden. Men vi skal bare passe på, at vi ikke overskrider nogen grænser. Og det blev det klart gjort i går.«

/ritzau/