Flere partier gik til den, da Ekstra Bladet mandag kunne beskrive, at Danfoss-direktør Martin Rossen har modtaget en »fed bonus« fra Mette Frederiksen, 12 måneder efter, han forlod dansk politik.
Det var »dybt problematisk, ja nærmest uetisk« og »et skråplan«, men nu kalder Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, politikernes kritik for »uberettiget«.
Juridisk er der nemlig »ikke noget at komme efter«.
»Det er jo penge, han har tjent ud fra kriterier, som også gælder for øvrige ansatte i samme stillingskategori i samme periode. Jeg kan ikke se, hvad problemet er. I hvert fald ikke ud fra et forvaltningsretligt synspunkt,« siger Frederik Waage.
Ifølge de oplysninger, Ekstra Bladet har fået fra Statsministeriet, er der helt konkret tale om 50.000 kroner, Martin Rossen har optjent fra sommeren 2019 til juli 2020, hvor han var stabschef i ministeriet og personlig rådgiver for statsministeren. Pengene er udbetalt fra Statsministeriet og fremgår ikke af Økonomistyrelsens oversigt over bonusudbetalinger, skriver mediet, der kalder bonussen »en skjult pengepose«.

Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, vil ikke forholde sig til politikernes kritik, men siger til Berlingske, at der juridisk ikke er noget problem – en pointe, der også indgår i Ekstra Bladets historie.
»Hvis han har krav på en bonus, han har gjort sig fortjent til gennem sin ansættelse, så skal han jo have den lige som alle andre,« siger Sten Bønsing til Berlingske.
Han siger samtidig, at det i sig selv ikke er problematisk, at pengene først blev udbetalt, længe efter at Martin Rossen forlod sin stilling, men at ventetiden »da kalder på en eller anden form for forklaring«.
»Og det lyder til, at forsinkelsen skyldes corona,« siger han, hvilket også fremgår af et skriftligt svar, Ekstra Bladet har modtaget fra pressetjenesten hos Danfoss, hvor Martin Rossen i dag har en ledende stilling.
Forkert signal
Det er dog langtfra kun Martin Rossen, der gennem tiden har modtaget bonusser fra statskassen for sit arbejde.
I 2020 kunne Finans beskrive, at der i 2019 blev udbetalt knap 679 millioner kroner i engangsvederlag til 30.313 statsansatte fra eksempelvis ministerier og styrelser.
At Danfoss-direktøren har fået udbetalt 50.000 kroner er dog alligevel for galt, lyder det fra SFs Karsten Hønge.
I hvert fald udtalte han mandag til Ekstra Bladet, at der var tale om »et skråplan«, og til Berlingske siger han, at det ikke gør nogen forskel for ham, at de to juraprofessorer ikke ser et juridisk problem.
Det handler nemlig om politik, etik og moral, mener han.
»Der er to ting i det. Når man afskediger – især chefer og betroede medarbejdere – skal der gøres rent bord, i det øjeblik man forlader stedet. Jeg synes, det er mærkeligt at have hængende. Derudover kan jeg godt se, at det kan være provokerende, hvis man som offentligt ansat bliver spist af med honninghjerter, mens man som toplønnet med milliongager får en bonus. Det er provokerende. Det skal de holde sig væk fra.«
Som jeg forstår det, har han optjent retten til dem. Når du kritiserer det, er det så udtryk for, at SF ikke mener, at folk skal have de penge, de har ret til?
»Jo jo, jeg synes bare stadig, at jeg har de to pointer. Man skal gøre rent bord, når man forlader sin arbejdsplads. Det er det ene. Det andet er, at jeg synes, signalet er forkert. Jeg anfægter ikke det retlige i det.«
Jeg ved ikke, om man kan kalde det hyklerisk, men er det ikke problematisk, at fordi man får en høj løn, så skal man ikke have de penge, man har krav på?
»Jeg synes bare, at signalet er forkert. Men jeg anfægter ikke deres ret til at indgå sådanne aftaler, eller at der er sket en forsinkelse.«

»Jeg synes ikke, der er noget odiøst i det«
Enhedslistens retsordfører Rosa Lund gav også bonussen hårde ord med på vejen mandag og gjorde det klart, at der er tale om »en underlig brug af penge«, når mange andre, der har stået forrest under coronakrisen, ikke har fået noget.
Hvordan hænger de to ting sammen?
»Jeg synes, det er et meget mærkeligt billede at give. Vi har lige været igennem en sygeplejerskestrejke, hvor de – med rette – strejkede for at få mere i løn, men det ville regeringen ikke være med til, og man lavede et regeringsindgreb. Og så synes jeg bare, at det er lidt mærkeligt, at de her mennesker (Martin Rossen, red.) gerne må få nogle høje bonusser, mens dem, der arbejder i den offentlige sektor, må få et honninghjerte, som Karsten Hønge også siger,« lyder det fra Rosa Lund.
Men skal det gå ud over andre medarbejdergrupper i det offentlige, at sygeplejerskerne ikke fik en lønforhøjelse?
»Man kan i hvert fald sige, at de havde fortjent den. Og jeg synes bare, det er mærkeligt, at man i toppen og hos mennesker, der i forvejen får en høj løn, giver ekstra«.
Frederik Waages udtalelse om, at politikernes kritik er »uberettiget«, gør ikke det store indtryk på Rosa Lund, som understreger, at hun er »sat i verden for at repræsentere Enhedslisten«, og partiet mener, at det er lavtlønsgrupperne, som skal have lønstigninger, og ikke vellønnede, der skal have bonusser.
Men når du kritiserer hans bonus, betyder det så, at I ikke mener, at folk skal have de bonusser, de har ret til?
»Jeg kender ikke Martin Rossens ansættelseskontrakt, og jeg siger bare, at det ser uheldigt ud. At man udbetaler en stor bonus til meget vellønnede embedsfolk, når man lige har nægtet sygeplejerskerne det samme. Det er sådan set bare det, jeg siger. Jeg synes ikke, der er noget odiøst i det.«

»En forkert måde at tackle det på«
Mandag sagde Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup til Ekstra Bladet, at udbetalingen på de 50.000 kroner var »dybt problematisk, ja nærmest uetisk«.
Adspurgt hvad problemet er, henviser DFeren – ligesom Karsten Hønge – til, at »det er signalet i det«.
»Juridisk er der måske ikke noget at komme efter, og sådan er det med mange af livets forhold, men politisk kan man jo godt have en holdning til det,« siger han.
Hvorfor synes du, at det er uetisk?
»Det er uetisk, at han sidder i en betroet stilling i en større dansk virksomhed med tunge interesser – også i dansk politisk – og så har der jo været en større diskussion om, hvorvidt der var en sammenhæng her. Som regering bør man være for god til at gå ned ad det spor. Det kan godt være, der er juridisk grundlag for det, men man gavner sine egne.«
Når du kritiserer, at Martin Rossen har fået en bonus, han har ret til, betyder det så, at DF ikke mener, at ansatte skal have de penge, de har gjort sig fortjent til?
»Rent juridisk har de fuldstændig ret i, at en ansat kan gøre krav på det. Jeg tager bare udgangspunkt i situationen om, at Socialdemokratiet som regering har ladet antallet af spindoktorer eksplodere og åbenbart udbetaler bonusser med tilbagevirkende kraft til en eller flere. Det er en forkert måde at tackle det på.«



