Joy Mogensen om tabet af sin datter: »Jeg blev helt tom. For følelser og for ord«

ARKIVFOTO af Joy Mogensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der havde ikke været et eneste tegn på, at noget var ved at gå galt. Alligevel gjorde det netop det.

Den 2. oktober 2019 er en dato, som kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) aldrig kommer til at glemme.

Det var den dag, hun fik at vide, at hendes endnu ufødte datter - Sarah - var død i hendes voksende mave. Med mindre end en måned til termin.

Det fortæller Joy Mogensen i en kronik i Kristeligt Dagblad, hvor hun også sætter ord på, hvordan tiden efter har været for hende. Eller i hvert fald forsøger hun på det.

For - som hun skriver - ordene til at beskrive det, hun har været igennem, kan stadig være svære at finde:

»Jeg blev helt tom. For følelser og for ord. Følelserne kom tilbage den 5. oktober, da jeg havde født min datter, og jeg fra første blik opdagede, at jeg allerede elskede hende. Men ordene kan jeg stadig have svært ved at finde. For hvilke ord indfanger, hvad jeg har levet igennem? Hvordan beskriver jeg et møde med livet, døden, overvældende kærlighed og grufuld sorg, alle i allerhøjeste potens på en og samme tid?,« skriver hun i kronikken.

Hun er dog ikke den eneste, der kan have svært ved at finde ordene i den situation, skriver hun videre.

Variationer af »jeg er ked af det« og »kondolere«' er de sætninger, hun er blevet mødt mest med af andre - men derefter er det ifølge Joy Mogensen som om, at folk løber tør for ord.

I kronikken i Kristeligt Dagblad forklarer kultur- og kirkeministeren, at det for hende har været nemmest at komme videre i samtalen med folk, der har turde at se hende i øjnene, lægge en hånd på hendes skulder eller givet hende et kram.

Derudover opfordrer hun også til, at det kan være en hjælp at invitere til at gøre noget sammen - som at gå en tur. For det er ifølge Joy Mogensen som om, at alt det, der kan være svært at at få sagt til hinanden hen over et bord, kan blive sagt på en gåtur.

Fredag kom det frem, at Joy Mogensen fra den 1. januar vender tilbage som kultur- og kirkeminister. Hun har haft orlov, siden hun mistede sin datter.

'Det er svært at finde ud af, hvornår det rigtige tidspunkt for at komme tilbage på arbejde er, og det er meget individuelt, hvornår man er klar. Men for mig er det rigtigt at komme tilbage nu. Det er lige så stille begyndt at krible i mig for at komme i gang igen. Og de sidste uger er jeg begyndt at forberede mig på den vigtige opgave, det er at skabe et mere aktivt og deltagende Danmark,' skrev hun i den forbindelse på Facebook.