Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Joy Mogensen visker vores fælles kulturelle fortid og fremtid ud

Står det til regeringens finanslovsudspil, fortsætter besparelserne på kulturområdet. Det vil medføre et kulturelt forarmet samfund, og på museerne kommer vores kerneopgaver – indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling – til at lide nød.

»Hun (kulturminster Joy Mogensen, red.) kunne have glæde af en tur på et af landets museer og se på fortidens kunstneriske udsagn,« skriver Jane Sandberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Det begyndte ellers så fint. »Væk med to procents-besparelserne«, bedyrede socialdemokraternes kulturkæmper Mogens Jensen i valgkampen. »Alle børn skal lære at spille på et instrument,« var kulturminister Joy Mogensens første programerklæring. Så langt, så godt.

Så kom regeringens finanslovsudspil. Til trods for, at nogle områder bliver afløftet to procentsbyrden, gælder det få steder i kulturlivet. Et så indviklet udspil, at selv kulturministeren måtte kløjs i det. Jeg forstår godt, at det er svært for hende at forklare. Men måske bliver det endnu sværere at forsvare. Hvis ikke kulturministeren kæmper for sit ressort, risikerer hun at skrive sig ind i historiebøgerne som ministeren med det store viskelæder. Væk visker hun nemlig både vores fælles kulturelle fortid og fremtid.

Konsekvensen af de fortsatte besparelser satte direktør for SMK Mikkel Bogh ord på, da han sagde, at han kan lukke sit museum i 2034. Alt fedtlag er for længst skåret væk, og nu står vi tilbage med valg, som handler om, hvordan vi skal spare på de opgaver, som vi er forpligtet til at løfte.

På museerne kommer vores kerneopgaver – indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling – til at lide nød. Vi har nemlig ikke længere råd til at indkøbe kunst, endsige bevare og forske i den. Vi efterlader en fortælling til vores efterkommere uden kunstværker, som lægger til historien. Vi bliver det blanke kapitel i historiebogen.

Jane Sandberg Fold sammen
Læs mere

Museerne skal belyse vores egen tid med historien som perspektiv. Når den mulighed forringes, bliver vi et dummere samfund, hvor vi bruger kræfter på at tænke tanker, som for længst har været tænkt. Og efterprøvet. Vi ved det bare ikke.

Skrækscenariet for museerne er udstillingsprogrammer, hvor vi kun spiller de sikre kort; dem, som vi ved, tiltrækker betalingsvillige gæster.

Og hvad med fremtiden? Hvis ministeren virkelig mener, at alle børn skal lære at spille på et instrument, skal der jo være nogle, som kan lære børnene musikkens sprog. Til trods for, at ministeren fremfører det som en succeshistorie, at de kunstneriske uddannelser fra 2021 ikke længere skal spare to procent, lider de også under at have været på økonomisk smalkost. Hvis ikke vi formår at uddanne dygtige musikere, hvem skal så egentlig lære børnene at mestre  instrumenterne? Hvem skal undervise vores børn i kreativ udfoldelse og kunstforståelse? Hvem skal åbne litteraturens verden for dem? Hvem skal holde dem i hånden og vise vej i scenekunstens univers?

Et råd til kulturministeren er at tænke sig godt om, før hun beder os takke ja til et kulturelt forarmet samfund. Hun kunne have glæde af en tur på et af landets museer og se på fortidens kunstneriske udsagn. Måske at hun i mødet med historien måske ville erkende, at det »stærke velfærdssamfund«, som finansministeren indledte sin præsentation af finanslovsudspillet med at mane frem, kun bliver netop stærkt, når kulturen prioriteres og skaber grundlag for vores dannelse og dermed vores evne til at leve fulde, rige liv.