Flertal uden om regeringen vil droppe kulturbesparelser: »Vi vil ikke lade os snyde af S«

Kulturminister Joy Mogensen vil ikke love, at hun dropper to-procent besparelserne på de statstlige kulturinstitutioner. Men et flertal bestående af både borgerlige og regeringens støttepartier vil af med de årlige nedskæringer.

Flere partier fra begge fløje kræver omprioriteringsbidraget på to procent fjernet fra finansloven, en besparelse der i flere år har påhvilet kulturinstitutioner som Statens Museum for Kunst og andre. Simon Læssøe

En række partier, herunder Socialdemokratiet, stillede i valgkampen i udsigt, at det udskældte omprioriteringsbidrag, som pålægger statslige kulturinstitutioner som Nationalmuseet, Det Kgl. Teater og Statens Museum for Kunst en årlig besparelse på to pct. ville blive fjernet.

Fem anonyme kulturaktører, som i sidste uge deltog i kulturminister Joy Mogensens møde med kulturlivet på Rødding Højskole, sagde dog bagefter til Altinget, at Joy Mogensen på mødet havde trukket i land og givet udtryk for, at det ville være uklogt at kæmpe mod omprioriteringsbidraget under dette års (finanslovs)forhandlinger, og at kulturlivet derfor ikke skulle gøre sig for store forhåbninger.