Jens Rohde vedstår sig »arv og gæld«, siger han.
»Man kan ikke gå rundt og fortryde. Men derfor er jeg stadig nødt til at påtage mig ansvaret for at have været med til at træffe nogle beslutninger, som i historiens lys har været med til at øge terroren i verden,« forklarer det radikale medlem af Europa-Parlamentet.
Som politisk ordfører, dengang for regeringspartiet Venstre, var han i denne uge for 15 år siden med til at stemme for Danmarks krigsdeltagelse i Irak. VKO-blokken stemte for, oppositionen imod.
Krigen gik stærkt, Saddam Hussein blev væltet og Bagdad dermed i manges øjne befriet for en diktator med et generalieblad af de mest forbryderiske. Men Jens Rohde mener, at Danmark og den USA-ledede »koalition af villige« »tabte freden« – ikke bare et sted mellem floderne Tigris og Eufrat, men især på beslutningstagernes bord i Washington, London og København.
I en opsigtsvækkende kronik i Weekendavisen forrige fredag uddrog Jens Rohde, hvad han kalder sin »lære af Danmarks krigsdeltagelse«. Han opfordrer til en mere åben diskussion om konsekvenserne af krigsdeltagelsen, hvilken forråelse der følger med enhver krig, og hvilke politiske diskussioner der i fremtiden bør gå forud, når Danmark sender soldater ud i en urolig verden.
»Jeg hører til dem, der siger, at man handler ud fra den viden og det tidspunkt, hvor man står i historien, og ud fra god tro. Men det må jo bare ikke forhindre, at vi bagefter siger, hvad læren er,« siger Jens Rohde.
Føler du ansvarlig for de soldater, der blev dræbt i tjeneste?
»Ja, det gør jeg,« siger han:
»Jeg vil ikke ud at lyde sentimental, men det er en hård følgesvend. Men den er jo bare intet ved siden af, hvad andre mennesker må bære i dag. Der er jo ikke nogen, der har lyst til at sige, at, ja, der var også forgæves ofre (i krigen, red.). I hvert fald i forhold til, hvis man kigger på, hvad målsætningen var, og det var jo at skabe et bedre sted i verden. Og det kan man jo ikke sige er lykkedes.«
Jens Rohde kalder det et paradoks, at Irak-krigen indgik i den såkaldte »krig mod terror«, men at terrorgruppen Islamisk Stat i høj grad opstod i det kølvand af sekteriske stridigheder mellem især sunni- og shiamuslimer, som fulgte efter krigen, og med et persongalleri bestående af både islamistiske fundamentalister og tidligere medlemmer af Saddam Husseins sekulære magtapparat.
Forsvarets Efterretningstjeneste skriver i sin risikovurdering fra november, at »Irak vil være præget af intern splittelse og konflikt, også efter at ISIL har mistet kontrollen med større sammenhængende områder«, og at splittelsen fortsat vil »danne grobund for ekstremisme«.
Jens Rohde henviser også til, at antallet af terrorangreb i verden er vokset markant siden 2001.
Indgriben skal være langtidsholdbar
Spørgsmålet er, om situationen havde været bedre, hvis man ikke havde grebet ind i Irak? Da Rohdes gamle partifælle, nuværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), for nylig tørnede sammen med den tidligere Politiken-chefredaktør og topembedsmand Bo Lidegaard i en DR 2-debat, brugte Hjort den syriske borgerkrig som et af argumenterne for at gribe ind over for diktatorer.
Borgerkrigen har tiltrukket tusindvis af vestlige fremmedkrigere, som ifølge eksperter udgør en trussel mod Europa, og daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) skriver i sine erindringer fra sidste år, at den »umulige morale af Syrien og Irak er: Går du ind, bliver du fordømt. Går du ikke ind, bliver du også fordømt«.
Jens Rohde, hvis danske politikere har ansvar for tabte menneskeliv og for en tabt fred i Irak, har vestlige politikere i USA, Danmark og Storbritannien så ikke også et ansvar for tabte menneskeliv i Syrien, når man ikke intervenerer her?
»Jo – ved at være for passive for længe. Men det er jo et spørgsmål om, hvordan du intervenerer. Det værste, du selvfølgelig kan gøre, er at udstede trusler og tegne røde streger (Barack Obama kaldte det syriske regimes brug af kemiske våben for en rød linje, red.), hvis ikke du er villig til at forfølge dem,« siger han:
»Vi er bare nødt til at fastholde, at krigen må og skal være sidste løsning.«
Det, at man også bærer et ansvar for det, man ikke gør – hvad synes du om den betragtning?
»Det er jeg da helt enig i. Jeg argumenterer ikke for hverken pacifisme eller passivitet. Jeg argumenterer for, at man skal sikre sig nogle grundforudsætninger, inden man går ind, fordi militær aldrig kan stå alene. Der er også en humanitær side,« siger Jens Rohde og understreger:
»Jeg argumenterer ikke for, at man ikke skal gribe ind. Jeg argumenterer for, hvad man politisk set skal sikre sig, før man griber ind. Fordi det er uværdigt, når vores egne soldater og nødhjælpsfolk bliver gidsler i et indenrigspolitisk spil og en indenrigspolitisk diskussion. Og det er katastrofalt, når store befolkningsgrupper bliver gidsler for vores deltagelse, når vi griber ind og gerne vil hjælpe nogle mennesker, men sådan set risikerer at gøre mere skade, hvis ikke det er langtidsholdbart.«
Nødvendigt med bred opbakning
Jens Rohde mener bl.a., at freden i Irak blev tabt, fordi koalitionen trak sine soldater for tidligt ud af landet, og fordi der manglede en ordentlig plan for den humanitære indsats. Og han mener heller ikke, at Danmarks luftbårne krigsindsats i de senere års engagementer i Libyen og mod Islamisk Stat i Irak alene kan sikre fred.
På den baggrund er han tilhænger af, at der ved enhver krigsdeltagelse skal laves en »fredsstrategi«, at følgerne af krige – eksempelvis flygtningestrømme – skal diskuteres, og at ingen krig skal vedtages af et smalt folketingsflertal, men derimod med to tredjedeles flertal i ryggen.
»Fordi krigen aldrig kan være andet end sidste løsning, og en krig og en efterfølgende fredsindsats aldrig nogensinde begrænser sig til en valgperiode på fire år, må man i dette helt særlige tilfælde pålægge sig selv den begrænsning, at der skal være en bred forankring. Det gør man sgu også, når man laver pensionsaftaler i Folketinget – med den samme argumentation med, at det skal være langtidsholdbart. Så synes jeg måske, det er lidt hardcore at argumentere for, at det kan du godt, når du tager den ultimative, sidste løsning i brug,« siger Jens Rohde og tilføjer:
»Det handler også om, hvorvidt vi er klar til at fastholde indsatsen, når vi går ind i en krig. Når det er smalle flertal, risikerer man, at krigstrætheden indtræffer politisk hurtigere – og så falder det hele til jorden.«
Danmarks engagement i Bosnien, Kosovo, Afghanistan, Libyen og for nuværende mod IS i Irak blev alt sammen vedtaget med brede flertal. Konsekvenserne af de krige er meget forskellige. Libyen bliver beskrevet med mange af de samme termer som Irak. Kosovo og Bosnien har fred, men er ikke fejlfri stater. Så sikrer det brede flertal nødvendigvis en »god krigsførelse«?
»Nej, det er ikke garanti for noget som helst andet, end at vi ikke får en uværdig indenrigspolitisk diskussion, hvor vores udsendte bliver gidsler, og at det sikrer, at man ikke bare afbryder indsatsen, fordi et smalt flertal så også kan afbryde den med de konsekvenser, det har.«
