Den tidligere politiker og SF-stemmesluger Jacob Mark har fået nyt job.
Det skriver han på sin LinkedIn-profil.
»Fra næste uge skal jeg være chef for Danmarks Naturfredningsforenings afdeling for natur og miljø,« skriver han i opslaget, hvor han også roser sin kommende arbejdsplads for at have »formået at sætte sig lige midt i det politiske maskinrum«:
»Jeg er så meget et politisk menneske, at jeg ikke kan forestille mig noget mere meningsfuldt end at sidde midt i det rum, hvor man hjælper med at forandre landkortet til det bedre,« skriver Jacob Mark, der også erkender at savne dele af sit tidligere politiske liv på Christiansborg.
»Nu skal jeg bruge mine kræfter ved at arbejde i Danmarks største grønne organisation, og det er jeg så glad for.«
Jacob Mark stoppede i Folketinget 1. december. Han blev dengang senior public affairs manager i energiselskabet Andel.
Til Berlingske fortalte den tidligere SF-profil i oktober sidste år om sit valg af Andel som ny arbejdsplads.
Ideen kom, da Jacob Mark en dag skulle hente en salatpizza ved et lokalt pizzeria i Svinninge, ti minutter fra den bondegård, han bor på. På vejen opdagede han, at Andel lå i byen.
På det tidspunkt fyldte tankerne om at forlade Christiansborg allerede en del. Da han kom hjem fra køreturen, læste han op på Andel, og kort efter kontaktede han selv virksomheden og spurgte, om de kunne bruge ham til noget. De endelige detaljer faldt på plads i efterårsferien, fortalte Jacob Mark.
»Jeg vidste jo godt, at Andel er en stor grøn virksomhed, men jeg tror ikke, jeg helt havde forstået omfanget af, hvor stor en grøn virksomhed der egentlig lå lige dér, ti minutter fra min bondegård,« lød det fra Jacob Mark.
Jacob Mark starter medio august i Danmarks Naturfredningsforening.