Jacob Mark trækker sig fra politik

SFs største stemmesluger, Jacob Mark, siger farvel til dansk politik. Han har fået et nyt job i det private.

Jacob Mark (SF) stopper i Folketinget og dansk politik 1. december. Det siger han til TV 2.

Det har været »meningsfuldt« og »helt vildt«, fortæller Jacob Mark om sin tid i politik, men noget har ændret sig.

»Det, der fylder allermest for mig lige nu, er, at jeg lige er blevet far. Jeg har levet et voksenliv, hvor jeg har haft rigtig meget fart på, og på et tidspunkt så meget fart, at jeg faktisk blev syg af det«, siger han, med henvisning til at han har været alvorligt ramt af stress.

Det var i 2021, at politikeren sygemeldte sig og var væk fra dansk politik i et år. Han var så syg af stress, at han til sidst var ved at miste synet, har han fortalt Berlingske.

Har fået nyt job

Jacob Mark har været i politik, siden han som 18-årig blev valgt til Køge Byråd. I dag er han 33 år gammel.

I 2015 blev han valgt til Folketinget, og i SFs folketingsgruppe har han blandt andet været gruppeformand i flere år. Politiske kommentatorer har længe set ham som partiets kronprins.

Ved folketingsvalget i 2022 fik Jacob Mark det femtehøjeste antal stemmer blandt alle politikere, endda langt flere end sin partiformand, Pia Olsen Dyhr.

Over for TV 2 afviser han ikke, at han kan vende tilbage til politik en dag. Han »lukker ikke nogen døre«, lyder det.

Han siger derudover, at han har fået et nyt job i en privat virksomhed. Han vil dog ikke løfte sløret for, hvad det er.

På Facebook skriver Jacob Mark, at han har »fået et fantastisk meningsfuldt arbejde, som jeg glæder mig til, og hvor jeg samtidig kan have tid med min familie. Et arbejde, hvor jeg også kan være med til at forandre samfundet, men på en lidt anden måde. Jeg tror i øvrigt også, det er sundt for politikere at komme ud »i den virkelige verden« engang imellem og ikke gro fast«.

Privat er Jacob Mark gift med socialdemokraten Christina Krzyrosiak Hansen, der er borgmester i Holbæk Kommune.