Ida Auken melder ud i sexisme-sag: »Allerede fredag vidste jeg, at Sofie Carsten Nielsen ikke fortalte hele sandheden«

I et opslag på Facebook skriver det radikale folketingsmedlem, at Sofie Carsten Nielsen har dækket over Morten Østergaard. Sofie Carsten Nielsen skriver derimod på samme medie, at hun er »rasende« over Ida Aukens påstande.

Ida Auken (R). Forhandling om klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensens (S) klimapolitiske redegørelse 2019 i Folketingssalen på Christiansborg, fredag den 31. januar 2020. En ældgammel konflikt om forholdet til regeringen er brudt ud i lys lue efter krænkelsessag. Ny R-leder fastholder trussel, som kommentator kalder urealistisk. Det skriver Ritzau, torsdag den 8. oktober 2020.. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) Martin Sylvest

Uroen ikke bare fortsætter i Radikale Venstre. Den tager nu massivt til i styrke.

I et længere opslag på Facebook skriver folketingsmedlem for partiet Ida Auken, at den radikale leder Sofie Carsten Nielsen har dækket over en episode, hvor Morten Østergaard har opført sig krænkende.

»Det var en lang dag i Den Sorte Diamant, hvor jeg kunne sidde og se mit parti nedsmelte for åben skærm. Men værre endnu har det været at se på efterspillet, hvor den nuværende politiske leder er fortsat med at skjule vigtig viden over for offentligheden og for folketingsgruppen,« indleder Ida Auken sit opslag.

Auken, der længe har været sit partis klima- og energiordfører og ved folketingsvalget i fjor var de Radikales største stemmesluger, er aktuelt sygemeldt fra Folketinget og deltog derfor ikke selv i gruppemødet i Den Sorte Diamant forrige onsdag, hvor Morten Østergaard trak sig som leder, og Sofie Carsten Nielsen efter et kampvalg mod Martin Lidegaard blev udpeget til ny politisk leder som partiet.

De Radikale og Morten Østergaard havde i ugerne forinden ført en massiv kampagne mod sexisme, men Morten Østergaard talte ifølge kilder usandt over for folketingsgruppen ved at dække over en krænkelsessag, han selv var involveret i.

Fredag eftermiddag skrev den nu tidligere politiske leder tillige i et Facebook-opslag, at sagen om partifællen og folketingsmedlemmet Lotte Rod, som han for omkring et årti siden tog på låret mod hendes vilje, ikke er den eneste gang, at kvinder har følt sig udsat for upassende adfærd fra hans side. Således fortalte Østergaard, at han »for flere år siden i fortrolighed« var gjort opmærksom på, at yderligere tre kvinder havde »følt sig udsat for uønsket seksuel kontakt« fra hans side i »festligt lag«.

Efter Morten Østergaards Facebook-opslag holdt Sofie Carsten Nielsen et pressemøde, hvor hun erklærede, at »jeg har ikke hørt om de her sager før«.

På Berlingskes spørgsmål om, hvorvidt dette var »den fulde fortælling om Morten Østergaard«, svarede den nye politiske leder, at »det er den, jeg har«.

»Jeg kender ikke flere«.

»I lørdags fortalte jeg folketingsgruppen, hvad jeg vidste«

Siden er det imidlertid kommet frem, at den ene af de tre sager omhandlede folketingsmedlem Katrine Robsøe, der som studentermedhjælper i Radikale Venstre i 2015 blev krænket af Morten Østergaard. Og at Robsøe i fortrolighed fortalte Sofie Carsten Nielsen om episoden 17. september i år – altså flere uger før pressemødet.

Sofie Carsten Nielsen har siden gjort det klart, at hun først lørdag blev bekendt med, at Katrine Robsøes episode med Morten Østergaard var den ene af de tre personalesager, og at hun blot har forsøgt at honorere den fortrolighed, hun i september lovede Katrine Robsøe.

I sit Facebook-opslag skriver Ida Auken, at »allerede fredag under pressemødet vidste jeg, at Sofie Carsten Nielsen ikke fortalte hele sandheden«.

»For jeg har fortalt hende om en anden særdeles alvorlig sag for tre år og fire måneder siden i juni 2017. Jeg har siden erfaret, at denne sag er den ene af de tre personalesager. I lørdags fortalte jeg folketingsgruppen, hvad jeg vidste. Jeg sendte en fortrolig mail til gruppen, der påpegede, at det ikke var korrekt, når ledelsen siger, at de ikke kendte til flere sager. Jeg opfordrede ledelsen til at give det fulde billede til folketingsgruppen,« skriver hun.

Mistede tilliden til Østergaard i 2018

I mandags skrev dagbladet B.T. netop, at Ida Auken i weekenden havde sendt en e-mail til den radikale folketingsgruppe, hvor hun opfordrede ledelsen til at stoppe »fortielserne«, og Ida Auken nævner i sit Facebook-opslag en konkret episode, hvor Morten Østergaard ifølge hende skal have opført sig »grænseoverskridende«.

»Sofie Carsten Nielsen har efterfølgende afvist at have hørt en sådan historie om Morten Østergaard, og det samme har landsformanden. Den tredje person, partisekretæren, har modsat de to andre skriftligt bekræftet, at jeg har talt med ham om sagen.  Ud over den samtale i 2017 havde Sofie Carsten Nielsen og jeg også en samtale på tomandshånd på hendes kontor i efteråret 2018, der angik min opbakning til Morten Østergaard. Der måtte jeg gøre klart, at jeg havde mistet tilliden til ham som leder for det Radikale Venstre blandet andet på grund af hans opførsel over for kvinder,« skriver Ida Auken.

Tirsdag aften holdt den radikale hovedbestyrelse møde, hvor de seneste ugers tumult i partiet blev drøftet. Radikale Venstres landsmøde, Svend Thorhauge, har efterfølgende meddelt, at der på mødet blev givet »en meget stor opbakning til Sofie Carsten Nielsen som ny gruppeformand for folketingsgruppen«.

Ida Auken skriver i sit Facebook-opslag, at hun mener, at den e-mail, hun sendte i weekenden, »gav ledelsen mulighed for at komme frem med alle oplysninger over for folketingsgruppen, i den officielle redegørelse og over for hovedbestyrelsen«.

»Ingen af de muligheder er blevet grebet af ledelsen. Jeg kan se, at man nu forsøger at lukke et kapitel i partiets historie uden at tage et tilstrækkeligt opgør med ledelsessvigtet.«

Morten Østergaard er blevet sygemeldt efter den seneste uges hændelser. Berlingske forsøger at indhente en kommentar fra Sofie Carsten Nielsen.

Den nye radikale leder har imidlertid kommenteret Ida Aukens Facebook-opslag på sin egen Facebook-side.

»Jeg er rasende over de påstande Ida Auken i dag har rejst på sin Facebook. Jeg afviste det pure i lørdags, da Ida sendte beskyldningerne mod mig og vores landsformand i en mail til Folketingsgruppen. Og jeg afviser det igen nu.
Jeg har ikke kendt til den sag, Ida påstår, at jeg skulle have kendt. At Ida vælger at slynge falske påstande om mig og vores landsformand ud på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se som andet end et forsøg på at destabilisere partiet.«

 

Opdateres...