I weekenden opdagede regeringen, at ordren om aflivning af alle mink var ulovlig – alligevel troppede myndighederne op på Peter Hindbos minkfarm om mandagen

»Det kom som lidt af et chok,« siger minkavler Peter Hindbo, som i mandags fik besøg af myndighederne på sin minkfarm – selv om regeringen allerede på det tidspunkt vidste, at ordren om aflivning af samtlige danske mink var ulovlig. Ifølge minkavlernes formand har flere haft samme oplevelse, og det får nu regeringens støttepartier til at skærpe kritikken af både den socialdemokratiske etpartiregering og fødevareminister Mogens Jensen.

»Jeg har en utroligt dårlig følelse,« fortæller minkavler Peter Hindbo, der lige nu er i gang med at aflive sine knap 25.000 raske mink – selv om regeringen endnu ikke har lovgivningen på plads. Palle Peter Skov

Klokken havde passeret 15 onsdag eftermiddag i sidste uge, og den mangeårige minkavler Peter Hindbo befandt sig sammen med sin søn Andreas på deres fælles minkfarm i Jordrup vest for Kolding i Sydjylland.

Far og søn var midt i dagens arbejde, da de fik besked om, at regeringen havde indkaldt til et pressemøde knap en time senere.