De havde siddet i samrådet i mere end en time, da Mogens Jensen kom med en ny forklaring på ulovlig e-mail til minkavlere – og nu undrer professor sig højlydt

»Man kan ikke blive siddende som minister, når man har ødelagt tusindvis af menneskers tilværelse,« lyder kritikken af fødevareminister Mogens Jensen, som onsdag var i samråd om regeringens håndtering af minkkrisen. Her forklarede han, hvordan en ulovlig instruks om nedslagtning af alle danske mink blev sendt ud uden hans viden. Professor kalder dog ministerens forklaring »helt usandsynlig«, og regeringens støttepartier kan ikke garantere Mogens Jensens fortsatte politiske liv.

»Jeg beklager de fejl, der er begået fra mit ministerium i den her sag,« sagde fødevareminister Mogens Jensen (S) i kølvandet på et samråd onsdag efternuddag om regeringens håndtering af minksagen. Ministeren ønskede ikke at svare på ét eneste spørgsmål fra pressen. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der var utvivlsomt mange danskere, der fulgte nøje med, da statsminister Mette Frederiksen (S) flankeret af blandt andre fødevareminister Mogens Jensen (S) holdt pressemøde onsdag eftermiddag i sidste uge i Eigtveds Pakhus på Christianshavn.

Pressemødet bød da også på en ganske opsigtsvækkende besked: Alle danske minkbesætninger skulle slås ned af frygt for udbredelsen af en ny coronamutation.