»I togene, når folk er stive, kan vi godt blive provokerede, hvis folk siger noget mærkeligt til os«

På gaden i Albertslund sitrede en nervøs spænding en kold aften i februar blandt de unge mænd i dunjakker. En slåskamp var under opsejling, og politiet var talstærkt til stede. 18-årige Arben er en af de drenge, der ofte hænger ud på gaden. I en artikelserie taler Berlingske med en række unge tosprogede mænd, der har været involveret i kriminalitet. Det her er Arbens historie.

Karaktererne blev bedre, da Arben blev flyttet til en specialskole. Alligevel fortsatte den kriminelle løbebane. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Det er kold februar aften i begyndelsen af 2020, og det er en speciel tid i Albertslund. Drengene, som står i en gruppe iført store dunjakker, er mere på vagt, end de plejer at være.

Langs kanalen står de unge mænd og drenge ude i kulden, mens de fleste af byens beboere har sat sig indenfor i varmen, hvor restauranter og cafeer har tændt stearinlys i vinduerne og på bordene. Forældre forsøger at styre deres små børn, mens maden bliver serveret. De aner intet om, hvad der er under opsejling.

Jeg er taget til Albertslund for at tale med de unge mænd, der står på gaden.

De ser ud, som om de næsten demonstrativt vil trodse kulden. De larmer og råber ad hinanden. Mest for sjov, ser det ud til. Nogle af dem ryger smøger, andre har trukket deres halsedisse op over næsen, så man kun kan se øjnene titte ud af den store pelskrave på jakkens hat, som de har taget op over hovedet.

Tidligere på ugen blev en tilsyneladende tilfældig dreng overfaldet ved S-togsstationen af en gruppe unge af anden etnisk herkomst. Siden har nogen skrevet på asfalten ved stationen, at »perkerne« skal »komme her klokken 22 fredag og få tæ…«. Tæsk. De skal komme og få nogle tæsk.

Få dage senere var stationen plastret til med klistermærker fra den stærkt indvandrerkritiske gruppe »Nordfront«.

Alt det er blevet detaljeret beskrevet i medierne. Offeret for volden har fortalt om episoden.

Nu er det fredag, og en nervøs stemning sitrer mellem drengene. De kan ikke stå stille, de er både spændte og nervøse. Til sidst går de op mod stationen. Det er primært de helt unge, men efter lidt tid kommer de ældste, som er i starten af 20erne, også til.

»De kan bare komme,« siger en af dem.

Politiet er mødt talstærkt frem, og gadeplansmedarbejdere er også dukket op. Alle skal vise ID. På nær mig, den lyshårede kvinde midt i det hele.

18-årige Arben har været indvolveret i kriminalitet. Han forsøger nu at forklare, hvorfor han kommer op at slås og blev smidt ud af skolen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Gruppen af drenge og unge mænd fylder hele togstationen, og til sidst beder politiet dem om at forlade området.

Da gruppen står nedenfor togstationen, og politiet er lidt på afstand, kommer to unge, etniske danskere gående. De har karseklippet hår og et ansigtsudtryk, der er klar til en konflikt.

Pludselig eksploderer situationen. De to nyankomne går helt tæt på en af de unge mænd med indvandrerbaggrund, og der bliver råbt skældsord.

En af drengene skubber til mig. Ikke hårdt, men insisterende, mens han siger: Du skal væk nu, du skal væk nu. De lægger op til at slås.

Men slåskampen når aldrig at bryde ud, for politiet kommer lynhurtigt tilbage, tager fat i den unge mand med indvandrerbaggrund, der råber, at han intet har gjort, og at politiet skal tage fat på de to nyankomne mænd. At de er fra en rockerbande, og at de har knive på sig.

Politiet trækker de to unge mænd væk, og i løbet af få minutter har alle forladt området.

De unge mænd siger, at de nyankomne var sendt afsted af en rockerbande for at se, om politiet var til stede, eller om der var mulighed for et slagsmål.

Efter politiet har forladt området, hænger gruppen lidt ud i den øde gade. Nogle af dem sælger hash til en studerende, der kommer forbi, andre står der bare uden noget formål. De snakker lidt om, hvad de nu skal lave.

»Mine forældre er skuffede. Det er de da, selvfølgelig. Jeg er lidt ligeglad. Jeg elsker mine forældre, men jeg kan ikke styre deres tankegang.«


18-årige Arben er en af de unge mænd med dunjakker, han sætter sig på en bænk med mig, mens han fortæller om sit liv. Arben er ikke hans rigtige navn, han vil gerne være anonym. Han er født og opvokset i Danmark, men hans forældre kom hertil i 80erne fra Albanien. De ville finde et bedre liv, job, flere muligheder for deres fremtidige børn.

Han siger, at begge hans forældre har arbejde, og i princippet har han haft gode muligheder for at få et godt og roligt liv i Danmark. Ligesom hans tre søstre har. De er alle i gang med uddannelser, og på det her tidspunkt af aftenen er de indenfor. Formentligt derhjemme. I tryghed. Langt væk fra ballade.

Arben derimod blev kriminel. En rod. En voldsmand. En af dem, der står på gaden i sin dunjakke sent om aftenen og leder efter noget at lave. Leder efter spænding og et adrenalinkick. Sammen med sine venner, som han er vokset op med, og som han vil hjælpe, hvis de kommer i problemer. Ligesom de vil hjælpe ham.

I en artikelserie taler Berlingske med en række unge mænd, der har en lang historie af kriminelle og voldelige handlinger bag sig. Det er dem, Mette Frederiksens er bange for, at danskerne skal møde i S-toget. Dem, du krydser vejen for at undgå en mørk aften. Dem, hvis forældre kom til landet i jagten på et bedre og måske endda mere sikkert liv, men som endte med at skabe mere usikkerhed for andre.

Hvordan blev de sådan? Hvorfor traf de dårlige valg, og hvorfor kunne deres forældre og samfundet i det nye land ikke hjælpe dem ind på den rette kurs? Det vil de forsøge at forklare – ikke forsvare – men i stedet give et ærligt og brutalt indblik i.

Det her er Arbens historie.

Da Arben gik i 8. klasse i Albertslund var han med til at overfalde en dreng på skolen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Det begyndte som en rolig slåskamp...«

Han kunne aldrig sidde stille i skolen, var nem at gejle op for de andre drenge, fik dårlige karakterer og brød sig i det hele taget ikke om at være der. Arben siger, han altid har været let at tirre.

Og måske var det hans hidsige temperament, der var årsag til det voldsomme overfald, han begynder at fortælle om. Han kan faktisk ikke huske årsagen. Bare at det var begyndt stille og roligt, som en af de mange slåskampe, han havde været i før. Pludselig eskalerede det.

Arben gik i 8. klasse, han var 14 år. Han stod i et klasseværelse, og foran ham lå en anden dreng fra klassen med etnisk dansk baggrund. Arben sparkede drengen.

Igen. Igen. Og igen. Han var ikke alene om volden. Flere drenge fra klassen var med.

»Det begyndte som en rolig slåskamp. Altså bare drengestreger, du ved. Og så udviklede det sig pludselig,« siger Arben i dag:

»Jeg havde været med i tusind slåskampe på det tidspunkt. Jeg kommer let op at slås. Helt ærligt, så kan jeg ikke huske hele forløbet. Jeg kan bare huske, at vi tramper på ham, tramper på ham, tramper på ham. Vi var måske otte drenge om det. Han fik knytnæveslag i hovedet. På et tidspunkt kigger jeg ned, og jeg kan bare se, at han ligger helt stille. Jeg bliver bange for, at han er død. Jeg håber, at han er besvimet.«

Arben hiver drengen op og rusker i ham. Han trækker vejret, men han har det ikke godt. Der er meget blod i hans ansigt. Arben bliver bange. Hvad har de egentlig lige gjort?

Tilbage på bænken på den kolde gade i Albertslund, siger han om den følelse, han havde, den dag i skolen:

»Hvordan skal jeg bedst forklare det?«

Han kigger lidt frem for sig. Bliver stille.

Hvorfor gør du det?

»Jeg … Altså du må forstå, at jeg har nogle aggressioner. Jeg … Jamen jeg ved det ikke. Det er jo dumt.«

Efter et alvorligt overfald blev Arben smidt ud af skolen. Han var ikke egnet til at gå i en almindelig klasse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

I skolen slæbte Arben drengen med ud i gården, og en lærer kom løbende. Snart var politiet der også. Arben kom med på stationen.

»Det blev til et kæmpe helvede. Vi blev afhørt,« siger han.

Men der var ingen, der ville sige, hvad der var sket. Heller ikke ham, der havde fået tæsk.

Arben blev smidt ud af skolen. Årsagen var en samlet pulje af dårlig opførsel, elendige karakterer, og at lærerne simpelthen ikke kunne styre ham. Det blev vurderet, at han nok ikke egnede sig til at gå i en almindelig klasse.

»Jeg har aldrig været sådan – du ved – god til skole. Jeg har altid haft problemer med at sidde stille.«

I stedet kom han i specialskole med mange udflugter og timer udendørs. Børnene skulle væk fra almindelig klasseundervisning.

»Det var for specielle børn, der ikke kunne koncentrere sig og være sammen med andre børn i klasselokalet. Vi spiste morgenmad der og lavede lektier der. Det var en helt anderledes måde at gå i skole på. Jeg blev smidt ud af folkeskolen med 02 i snit. Men på specialskolen kæmpede jeg mig op til et syvtal. Det har jeg aldrig, aldrig, aldrig fået før. Det var på grund af den skole, fordi der ikke var de der elever, der gejlede mig op hele tiden. Jeg blev meget mere koncentreret.«

Forældrene

Hvad sagde dine forældre til, at du opførte dig dårligt?

»Mine forældre har altid kæmpet imod, at jeg skulle blive kriminel. Det har de altid været imod. Det jeg laver og har lavet. Altid kæmpet imod, det var deres største frygt, at jeg skulle blive taget af politiet,« siger han:

»Man hører hele tiden, at »forældrene ikke har opdraget barnet ordentligt«. Men altså min mor siger fem gang om dagen: 'Lad være med at lave dumme ting'.«

Hvorfor har du ikke lyttet til hende?

»Ærligt. Det ved jeg ikke.«

Han stopper lidt op. Sidder og tænker over spørgsmålet. Gentager det for sig selv.

»Hvorfor har jeg ikke lyttet … De har jo prøvet. Men meget af det, jeg har lavet, har de ikke vidst.«

Han fortæller om, hvordan han synes, det var svært at gå i skole. Det var svært at lave lektier, og vennerne omkring ham var ligesom ham. De var dem, der ikke passede ind.

»At stå herude på gaden, det er noget, vi altid har gjort, siden vi var helt små. Jeg begyndte, da jeg var omkring 14. Og så ser du andre, de ældre, der er her. Og de hjælper dig. Giver dig nogle tips. Jeg begyndte at kende dem. De lærte os at begå kriminalitet. Og vi lærte os selv det.«

Han har været involveret i røveri og overfald. Nu er han blevet 18 år, og hans skal til at passe på, siger han.

»Hvis jeg går forbi en, der siger, »fuck dig, din perker«, så smadrer jeg ham, det er klart.«


»Jeg har også lavet vold på gaden, inde i København og her i Albertslund. I togene, når folk er stive, kan vi godt blive provokerede, hvis folk siger noget mærkeligt til os.«

Kan du huske første gang, du overfaldt en, du ikke kendte?

»Der har været rigtig mange små episoder. Det har været i byen, til en fest, på et diskotek. Hvis jeg går forbi en, der siger, 'fuck dig, din perker', så smadrer jeg ham, det er klart.«

Hvorfor går du ikke bare væk?

»Når du er sammen med vennerne, så får du også opbakning. På en eller anden måde, man bliver gejlet op, 'kom nu, mand; kom nu, mand'.«

Er det for at vise dine venner, at du godt kan?

»Ja, det har jeg prøvet. Det skal jeg ikke lyve om. Der har været sådan nogle gange, hvor jeg bare har villet vise dem, hvad jeg kunne.«

Arben kan huske episoderne med vold fra sin far. Men han kan ikke altid huske årsagerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Men det er kedeligt i længden«

Hvorfor hænger du ud på gaden og begår kriminalitet i stedet for at blive derhjemme, spille Playstation og lave lektier?

»Hvis jeg skal være ærlig, så er det her bare det liv, jeg synes, der er federe. Der er mere spænding, der er mere adrenalin. Hvad skal jeg bare lave derhjemme?«

Lave lektier, spille Playstation?

»Ja, men det er kedeligt i længden.«

Da du var yngre, sagde dine forældre så ikke, at du skulle komme hjem?

»Jo. Selvfølgelig. Og nogle gange kom jeg hjem til tiden, og andre gange gjorde jeg ikke.«

Blev dine forældre ikke vrede, når du ikke gjorde?

»Jo. Men nu er jeg blevet så gammel, at de kan ikke sige noget. Jeg er 18 år.«

Da han var yngre, kunne straffen være hård derhjemme.

»Jeg har fået bank af mine forældre. Ikke min mor. Kun min far.«

Han kan huske episoderne med vold fra sin far. Men han kan ikke altid huske årsagerne. En af gangene var vist noget med, at skolen havde klaget over ham, siger han.

Faderen blev rasende. Gik ind i soveværelset. Arben sad i stuen. Kiggede efter sin far, og så ham komme tilbage. I hånden havde han et bælte.

Arben fik slag på lænden med bæltet. Han kan ikke huske, hvor mange gange faderen svingede det.

»Det sveg fucking meget,« siger Arben:

»Han har også givet mig en masse flade. Han har også slået mig med en sandal i hovedet.«

Hvornår gjorde han det?

»Når jeg gjorde noget, jeg ikke skulle. Kom for sent hjem eller noget andet. Fik skæld ud fra skolen. Men, altså, det har også gjort mig klogere,« siger han:

»Hvis han først slår, så ved jeg, at næste gang får jeg samme omgang. Lad os sige, at jeg har stjålet, så får jeg den sygeste omgang derhjemme, og så ved jeg, at det skal jeg ikke.«

Men du har jo alligevel begået kriminalitet?

»Ja. Altså det har så ikke virket med mig …«

Er du vred på din far over det?

»Nej, slet ikke. Faktisk. Altså jeg har gjort mange andre ting, hvor han ikke har sagt noget, selv om jeg egentlig synes, at han burde. Hvis politiet har ringet, har han ikke sladret om mig, men dækket over mig. Vi har været meget igennem med politiet – min far og jeg. Nogle gange synes jeg faktisk, han skulle have givet mig en større skideballe. Nogle gange har han bare sagt, at han var skuffet over mig, og der har jeg tænkt, 'Okay. Billigt sluppet'.«

Har han givet op over for dig?

»Ja, det kan jeg se i hvert fald. Mine forældre har givet op.«

»Jeg vil begynde på en håndværkeruddannelse. Det er planen,« siger Arben. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Hvad er kriminalitet?«

Arben siger, han egentlig gerne vil lade være med at være den kriminelle unge. Den voldelige mand. Men det er, som om han ikke ved, hvordan han skal stoppe med at hænge ud på gaden. Vælge en anden vej frem.

»Jeg vil begynde på en håndværkeruddannelse. Det er planen. Men ærligt. Ud over når du spørger mig nu, så har jeg aldrig tænkt det igennem. Jeg har aldrig tænkt over, hvorfor jeg gør det her. Der er heller ikke en speciel grund til, at jeg gør det.«

Hvornår har du sidst begået kriminalitet?

»Hvad er kriminelt. At råbe på gaden, skabe uorden?«

Sælge hash, begå indbrud, stjæle, slå nogen ned?

»Nå. Jeg tror, det er et par uger siden i byen, jeg havde en voldsepisode. Jeg var helt stiv, mand, jeg kan ikke huske det. Jeg kan huske, at jeg kom op og skændes med en eller anden fyr. Jeg tror måske, der var ham drengen, der holdt festen på diskoteket. Jeg sagde, at jeg ville ind, det sagde han, at jeg ikke måtte. Så udviklede det sig bare til en slåskamp. Han var på min egen alder. Han var lidt højere, lidt tyndere,« siger Arben:

»Nogle gange kan det være ren kedsomhed. Det er ikke altid det samme. Andre gange bliver jeg provokeret. Vi gør det for at skabe mere spænding. Her om vinteren – omkring nytårsdagene – plejer vi at fyre en masse fyrværkeri af her foran kiosken. Over det hele, en hel krigszone. Så får vi lige en grineren løbetur, når politiet kommer. Vi får filmet nogle grineren videoer. Det er ren kedsomhed, så vil man bare lige have gang i den.«

Går du somme tider ud og leder efter et slagsmål?

»Nej ... slet ikke. Eller. Mere da vi var små. Der kunne vi godt finde på at tage ud og lede efter problemet, ik. Finde nogle, vi synes spillede smart. Men det gør jeg ikke mere, særligt ikke efter vi var i retten sidst. Det var 11 forhold, vi var tiltalt for. Det var seks grove overfald, en røverisag. Afpresning.«

Han har fået en ubetinget fængselsstraf, og han skal passe på nu, siger han.

»Det var hele vores vennegruppe, og vi blev blandet sammen med hinanden i det hele. Selvom vi ikke alle sammen var med til det hele. Jeg så, hvordan politiet fandt frem til os og de dumme ting, vi har lavet. De kan følge os på alle kameraer. Det var pisse, fucking dumt. Det tænkte jeg ikke over, da jeg gjorde det. Men efterfølgende indså jeg det hele.«

»Så jeg forsøger at holde mig fra det. Men du ved. Det kan ske. Jeg kan ikke vide, om det sker i fremtiden. Jeg kan ikke vide, om så snart du går, så sker der noget lige her.«

Er dine forældre skuffede?

»Mine forældre er skuffede. Det er de da, selvfølgelig. Jeg er lidt ligeglad. Jeg elsker mine forældre, men jeg kan ikke styre deres tankegang.«

Du kunne opføre dig ordentligt?

»Jeg er jo ikke en storkriminel, der skyder og dræber folk. Det er bare sådan noget småkriminalitet. Sjakalisme. Sjakal. Jeg er en sjakal. Jeg vil gerne begynde på en uddannelse nu. Der er forskel på at være storkriminel bandemedlem, der render og skyder mennesker, og så bare være ung og kede sig og bare står her og nogle gange lave noget lort.«

Det er sent om aftenen i Albertslund. Arben skal videre, men han vil ikke sige, hvor han skal hen. Nogle af de unge mænd tager hjem, andre tager videre på en café eller ind til København i biler, der kører for hurtigt, uden at vide hvad de egentlig skal lave, når de kommer frem.

Berlingske har gennem længere tid talt med unge tosprogede mænd, der stadig er eller har været tilknyttet det kriminelle miljø. Så vidt muligt har vi forsøgt at efterprøve deres historier. Men historierne er deres egne, og dette er deres udlægning af, hvordan deres tilværelse blev kriminel.

Langs kanalen I Albertslund står de unge mænd og drenge ofte og slår tiden ihjel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.