Hvis man syntes, det så overvældende ud, da hundredvis af traktorer under minksagen kørte til Langelinie for at protestere, skulle man bare have stået på Anders Vistisens kontor 1. februar.
Den ovale Place du Luxembourg foran Europa-Parlamentet er normalt et sted for jakkesæt, attachémapper og besøgende på pladsens serveringssteder. Denne dag rullede de tunge køretøjer ind over brostenene, udstødningsrøg stod op over pladsen, horn gjaldede, og traktorernes ejermænd skældte ud på politikerne i glasbygningerne bag dem.