Opdateret

I morgen præsenterer Mette Frederiksen sin store pensionsplan: Her er, hvad vi ved

Enkelte elementer er sluppet ud om det stort anlagte pensionsudspil, regeringen vil præsentere tirsdag eftermiddag. Inden statsminister Mette Frederiksen sammen med tre af regeringens topministre fremlægger udspillet, der skal indfri Socialdemokratiets store valgløfte, står det ifølge flere medier klart, at antallet af år på arbejdsmarkedet og størrelsen på den private pensionsopsparing bliver afgørende.

Det har været længe undervejs, og forventningerne er store. Tirsdag eftermiddag vil statsminister Mette Frederiksen flankeret af tre af sine ministre præsentere det udspil, der skal indfri Socialdemokratiets centrale valgløfte om at indføre en ret til tidligere pension til nedslidte. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det skorter bestemt ikke på hverken forventninger eller forhåbninger til statsminister Mette Frederiksen (S), når hun tirsdag eftermiddag vil indfinde sig på slagteriet Danish Crown i Horsens for at præsentere sit længe ventede pensionsudspil.

Socialdemokratiets mest centrale løfte fra valgkampen sidste år er en ret til tidligere pension særligt målrettet nedslidte danskere. Tirsdag klokken 13 har Statsministeriet inviteret til pressemøde på det østjyske slagteri, hvor Mette Frederiksen vil fremlægge udspillet, der har fået titlen »Ny ret til tidlig pension – værdig tilbagetrækning for alle«.