En folder fra Mette Frederiksen får økonomer til at undre sig

Socialdemokratiet fremhæver adskillige faggrupper i sit forslag om at sende nedslidte tidligere på pension. Men når Mette Frederiksens parti kun vil afsætte tre mia. kr. til tiltaget, når man ikke langt, påpeger flere økonomer.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, inviterede pressen til Plejecenter Sølund på Nørrebro i København en tirsdag i januar for at præsentere sit nye pensionsudspil. Bag hende stod bannere med billeder af nogle af de personer, der ofte bliver nedslidte i deres job: Mureren, køkkenassistenten, SOSU-hjælperen og lufthavnsarbejderen. Mads Claus Rasmussen

Der lå foldere trykt på tykt papir klar til journalisterne, da Mette Frederiksen en tirsdag i slutningen af januar inviterede til pressemøde på et plejehjem på Nørrebro i København.

Bedre rammer kunne næppe findes for præsentationen af Socialdemokratiets forslag om at indføre en ny ret til tidligere folkepension. En ret, der skal gælde for de mest nedslidte – og for dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet.