Hun er en langsom starter. Kaffe, avis og goood tid til at finde sig selv. Sådan skal det være. Ellers fungerer hun ikke.
Sådan bliver det også tirsdag, når Folketinget åbner, for når Pia Kjærsgaard skal styre 179 folketingsmedlemmer på en lang hektisk dag, skal hun have sin morgen i fred og ro. Hun møder ved 9-9.30-tiden. Men det er så også det eneste normale ved den dag.
Og måske også det eneste normale, der er at sige om Pia Kjærsgaard. Den 71-årige partistifter har skrevet sig ind i danmarkshistorien som få andre nulevende danske politikere. Nogle vil mene på godt, andre mener i den grad på ondt. For Pia Kjærsgaard er en person, der splitter danskerne. Had eller kærlighed, sort eller hvidt. Sådan er det blevet.
»Der er altid større opmærksomhed om, hvad jeg gør, end om hvad andre gør. Det vil det nok blive ved med,« siger hun selv.
Det var meget ubehageligt, da han begyndte at gå ind i udlændingedebatten, fordi han var så... vulgær i sin udtryksform.Pia Kjærsgaard om Mogens Glistrup
I barndomshjemmet i Randersgade på Østerbro bliver konturerne tegnet til den politiker, hun senere bliver kendt som. Pia Kjærsgaards far er farvehandler, moren er hjemmegående og medhjælpende hustru, og familien har, hvad den skal bruge - og lidt til. Pias familie er de første i gaden, der får TV og kan parkere egen bil ved kantstenen, en tysk DKW ganske vist, men dog en bil.
Hun lærer at sige tak, undskyld og bede Fadervor, og hun elsker Morten Korch-film. Men moren siger også til Pia, at hun ikke skal bøje nakken. Hun skal vide, hvem hun er og ikke lade andre bestemme. Det tager den store pige til sig, og man aner de første spirer til den senere så velkendte stærke vilje.
Alt er kaos
Berlingske har bedt Pia Kjærsgaard udvælge tre hændelser eller begivenheder, som i særlig grad har påvirket hende til at blive den person, hun er i dag. Grunden til den første begivenhed bliver lagt, da Pia Kjærsgaard er blevet teenager, og familien er flyttet til et hus på Callisensvej i Hellerup. Alt er kaos i Pias liv. Moren har fundet en ny mand og er blevet gravid med ham. Familien splittes, og faren begynder at drikke for meget.
Pia møder Henrik, allerede da hun er 14 år, og bliver gift med ham, da hun er 20.
»Jeg møder ham kort efter skilsmissen. Det betyder, at jeg pludselig får noget positivt i mit liv i stedet for alt det negative, der foregår derhjemme. Derfor er brylluppet med Henrik i juni 1967 den første betydningsfulde begivenhed, jeg vælger,« siger Pia Kjærsgaard.
Efter de omtumlede år falder hun til ro. Hun bliver hjemmehjælper og nyder at tale med de gamle og drikke kaffe med dem efter tøjvask og støvsugning. Det er der tid til dengang. Det er også i de år, hun føder sine to børn. Børnenes fødsel er den anden skelsættende begivenhed i hendes liv.
»Man bliver pludselig så voksen, når man får børn. Uanset ens alder er det der, det slår igennem.«
Men Pia Kjærsgaards politiske engagement har været en belastning for hendes børn. Sønnen Troels har i Pia Kjærsgaards selvbiografi fra 2013 fortalt, at lærere og elever i skolen kaldte hans mor for racist og fascist.
Pia Kjærsgaard:
»Jeg kan lige så godt indrømme det. Det har været svært for mine børn, og det har været rystende og trist at opleve, at voksne mennesker ikke forstår, at der er ting, børn ikke skal drages ind i. Men det er mine børn desværre blevet. Det er det, der har gjort mest ondt på mig. Men det har aldrig fået mig til at overveje at trække mig fra politik. Det tror jeg heller ikke, at børnene ville synes om. Hvis jeg havde trukket mig, ville jeg jo ikke være den, jeg er.«
For vulgær i udlændingedebatten
I 1984 bliver Pia Kjærsgaard valgt ind i Folketinget for Fremskridtspartiet. Det er en turbulent tid. I sommeren 1985 maler grønjakker hagekors på husmurene på Østerbro, unge bøller angriber iranske flygtninge på Grand Hotel i Kalundborg, og Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, begynder at tordne mod »muhamedanerne« i stedet for sin hidtidige idiosynkrasi, »papirnusserne«.
Pia Kjærsgaard foretrækker den gamle Glistrups kamp mod papirvældet. Vi er nået til den tredje skelsættende begivenhed i hendes liv, stiftelsen af Dansk Folkeparti i 1995.
»Det var meget ubehageligt, da han begyndte at gå ind i udlændingedebatten, fordi han var så... vulgær i sin udtryksform. Det blev værre og værre, og efter det famøse landsmøde i 1995 stod jeg i valget mellem helt at skippe politik eller at stifte et nyt parti.«
Men Pia Kjærsgaard er selv en politiker, der går til stålet, og i årene efter stiftelsen af Dansk Folkeparti bliver hun gang på gang kritiseret for at føre en negativ og hadefuld retorik over for flygtninge og indvandrere. Hun er generaliserende og stigmatiserende, lyder det.
Hun bliver mål for et voldsomt had. I 1998 bliver hun overfaldet af autonome på Nørrebro og må søge tilflugt i en bankfilial, og siden 2003 har hun været beskyttet af PET-vagter. Men hun roses også for sit mod til at tale åbent om de problemer, som indvandringen fra ikke-vestlige lande giver det danske samfund.
I 2015 bliver Pia Kjærsgaard valgt som Folketingets formand.
»Når man er blevet trampet på gennem ganske mange år, hvad jeg er blevet, så er det da rart at blive anerkendt, og det bliver man jo i allerhøjeste grad som Folketingets formand.«
Men det får ikke kritikken til at forstumme. Der går ikke længe, før hun bliver kaldt »uværdig« som formand og for »et meget lille menneske«. Hun beskyldes for at være for politisk. Det afviser hun.
»Det var mest i begyndelsen. De kunne simpelthen ikke ha', at jeg var blevet formand. Der er jo nogle, der lever af at kritisere mig. Men jeg tror og håber, at folk kan mærke, at jeg gør mig umage, og at jeg er retfærdig. Når jeg kigger tilbage på mine forgængere, kan jeg til enhver tid forsvare det, jeg har gjort. Og jeg ville aldrig stille mig ned på Slotspladsen og tale til en demonstration til fordel for Israel - heller ikke, selv om jeg kunne have lyst til det.«
Pia Kjærsgaard er ofte beskrevet som et stærkt følelsesmenneske. Det er til gengæld en beskrivelse, hun fuldt ud tilslutter sig. Det er umuligt for hende at holde en tale til en kær person, uden at tårerne begynder at flyde.
»Det er faktisk ret irriterende, for der er så mange ting, man gerne vil sige. Det har jeg svært ved. Men jeg har aldrig grædt over politik.«
Heller ikke over det, du er blevet kaldt? Du er jo en person, der både har givet og taget, om jeg så må sige.
»Politik græder jeg ikke over.«
