I årevis har Sofie Carsten Nielsen været en lederfigur hos De Radikale – men først nu tager partiet opgøret med intern sexisme og krænkelser

I flere år har der været adskillige episoder med sexisme og krænkelser hos De Radikale, blotlægger en ny undersøgelse. Hovedparten af episoderne i undersøgelsen har fundet sted, mens Sofie Carsten Nielsen har været en del af partiets top. I flere tilfælde er der ikke blevet taget hånd om sagerne, og nogle af dem omfatter endda ledende figurer i partiet. Først nu tages der et endeligt opgør i organisationen, og kortlægningen får den radikale leder til at sige »undskyld«.

Sofie Carsten Nielsen overtog i efteråret posten som politisk leder i Radikale Venstre, da Morten Østergaard måtte trække sig som følge af håndteringen af sin egen sag om upassende adfærd. Men i dag fortryder hun, »at jeg ikke tidligere bad Morten Østergaard om at gå«. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ordet »undskyld« optrådte ikke færre end fire gange, da De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, onsdag middag delte en opdatering med sine følgere på Facebook.

Kort forinden havde hendes parti nemlig offentliggjort en undersøgelse, som videnscentret Kvinfo siden efteråret har gennemført om sexisme og krænkelsessager i Radikale Venstre, der med Sofie Carsten Nielsen i front ofte har ageret bannerfører i den politiske ligestillingskamp.