De har tilsammen siddet i Folketinget i næsten syv årtier – men kun én gang har Bertel Haarder været irriteret på Marianne Jelved: »Der var hun meget barsk«

Inden for samme uge har to af Folketingets længst siddende politikere bedyret, at de ikke vil være at finde på stemmesedlen, når der næste gang er folketingsvalg i Danmark. Både Bertel Haarder (V) og Marianne Jelved (R) vil således ikke genopstille. Berlingske har spurgt de to tidligere ministre om, hvad de egentlig synes om hinanden – og deres fælles farvel.

»Jeg føler faktisk, at jeg svigter Joe Biden ved ikke at genopstille,« siger Bertel Haarder, der ligesom Marianne Jelved har erklæret, at han ikke stiller op til det kommende folketingsvalg. Her ses netop de to ved ministeroverdragelsen i Kirkeministeriet i 2015, hvor Haarder tog over efter Jelved. Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Danmarks medlemskab af EF var endnu en ny foreteelse, og Vietnamkrigen var end ikke afsluttet, da Venstres Bertel Haarders tilværelse som folketingsmedlem begyndte i januar 1975. Og da den radikale Marianne Jelved 12 år senere gjorde ham selskab på Christiansborg, havde Danmarks Radio endnu ikke fået brudt sit monopol.

Den ene blev første gang minister i den konservative Poul Schlüters firkløverregering i firserne, den anden drak gerne et glas eftermiddagswhisky med den selvsamme konservative statsminister – og tilsammen har Venstre-manden med de utallige lejlighedssange i rygsækken og den radikale lærerinde med dansk politiks nok mest kendte håndtaske over 67 års anciennitet i Folketinget.