Hun er ingen megastjerne i landspolitik, men i Syddanmark er Stephanie Lose med sine enorme stemmetal og posten som regionsrådsformand blandt de allerstørste.
Lose, der desuden er næstformand i Venstre, har midlertidigt forladt sin post i Region Syddanmark for at indtræde som fungerende økonomiminister, mens Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen er sygemeldt.
Det lidt usædvanlige ryk kan ifølge de to politiske kommentatorer og tidligere særlige rådgivere Michael Kristiansen og Peter Mogensen i »Tirsdagsanalysen« på TV 2 News skabe en ny, spændende dynamik i Venstre.
Ser man på meningsmålinger, går det ikke ligefrem fantastisk for Venstre. I den seneste Gallup-måling udført af Kantar Public for nærværende avis landede Venstre således på 10,6 procent.
»Og hvad nu, hvis målingerne rejser sig til 13 til 14 procent over de næste to måneder?« spørger Peter Mogensen retorisk i »Tirsdagsanalysen«.
Stephanie Lose har i al kommunikationen omkring sin nye post lagt vægt på, at det er en midlertidig opgave, som hun kun løser, fordi der er behov for dette.
»Jeg har overhovedet ikke nogen planer om at blive formand for Venstre,« sagde Stephanie Lose for nylig på et pressemøde.
Herefter glæder hun sig til at komme tilbage til sit politiske Syddanmark, siger hun.
Peter Mogensen og Michael Kristiansen hæfter sig dog ved, at Stephanie Lose meget pludseligt har fået sæde i regeringens koordinationsudvalg samt i regeringens økonomiudvalg, hvor kun regeringspartiernes absolutte indercirkler sidder.
Og det betyder nærmest per definition, at man skal regne Stephanie Lose som en seriøs spiller, såfremt håbet om Ellemanns tilbagevenden svinder ind, og der udvikler sig en formandsdiskussion i partiet.
»Så er det, hun siger (om at hun ikke vil være formand, red.) ikke en garanti for noget som helst,« siger Peter Mogensen.
Og skulle man begå den fejl at tænke, at Lose ikke er en tilstrækkelig dygtig magtspiller til at færdes i de allerøverste luftlag af dansk politik, kan man ifølge de to kommentatorer blot spørge Lars Løkke Rasmussen (M) eller tidligere SF-formand Villy Søvndal.
I tiden op til at Lars Løkke Rasmussen i august 2019 mistede magten i Venstre, var Stephanie Lose en af hans største interne kritikere, idet hun åbent lod partiets forretningsudvalg vide, at hun ikke havde tillid til ledelsen.
Det var selvsamme benhårde Stephanie Lose, der i efter regionsrådsvalget i 2017 satte Villy Søvndal, der stod i spidsen for SF i regionen, stolen for døren. Hun blev regionsrådsformand, og SF, som havde fået et bragende godt valg, blev end ikke inviteret til forhandlingerne, da regionsrådet i Region Syddanmark skulle konstitueres.
Mogensen og Kristiansen vil dog se Lose som Venstre-formand, før de tror det, men afviser langtfra, at det kan komme dertil.