Højtstående politichef godkendte omstridt dokument – og så blev politielever instrueret i at presse minkavlere ulovligt til aflivning

På trods af en klar advarsel godkendte en topchef i politiet de ulovlige actioncard. Indholdet flugtede med regeringens kontante udmeldinger på et pressemøde, og det lagde grunden for, at politielever blev bedt om at presse minkavlere til at aflive deres mink – uanset hvad. Reportage fra Minkkommissionens dag 29.

Uffe Stormly fra Rigspolitiet ankommer til afhøring i Minkkommissionen i Retten på Frederiksberg torsdag 20. januar 2022. Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Han havde siddet der før, politiinspektør Uffe Stormly.

Og da han denne torsdag indtog vidneskranken i Minkkommissionen for at fortælle om sin rolle som den daglige leder af NOSTen, da alle mink i strid med loven blev beordret aflivet, var det opsigtsvækkende nyt, han havde med.