Her er regeringens restriktioner: Butikker forbliver lukkede – og skolebørnene skal hjemmeundervises

Mette Frederiksen har netop officielt forlænget de nuværende restriktioner indtil 17. januar.

Statsminister Mette Frederiksen har netop forlænget de restriktioner, der skulle udløbe 3. januar, til 17. januar.

Her er de vigtigste af dem:

Butikker og liberale erhverv

* Indkøbscentre og udvalgsvarebutikker som eksempelvis byggecentre skal holde lukket uanset størrelse. Supermarkeder og apoteker er undtaget.

* Også liberale serviceerhverv som frisører og massører skal holde lukket.

Skoler samt ungdoms- og voksenuddannelser:

* Elever i folkeskolen og studerende er sendt hjem og skal modtage fjernundervisning.

Kultur, sport og fritid:

* Alle indendørs idræts- og kulturanlæg skal holde lukket. Det gælder blandt andet svømmehaller, legelande, fitnesscentre, teatre, museer, biografer, biblioteker, spillehaller, kasinoer og foreningslokaler.

* Elitesportsudøvere må benytte idrætsfaciliteterne, som er lukket for offentligheden.

* Ved udendørs sport må højst ti personer deltage ad gangen.

Restaurationer:

* Restauranter, barer, cafeer og lignende skal holde lukket.

* De må dog godt servere takeaway.