»Din lede kælling!« Sådan lød ordene, som Uffe Ellemann-Jensen hvislede mod Pia Kjærsgaard, da hun passerede ham i Folketingssalen en dag i 1992. Selv om udsagnet kom fra en indebrændt Venstre-formand, der havde tabt en folkeafstemning om EU, var reaktionen sigende for hans modvilje mod Kjærsgaard og DF.

Episoden blev genfortalt i Berlingskes søndagsinterview med Pia Kjærsgaard, hvor hun forud for sin 70-års fødselsdag mindedes flere af de begivenheder, der har formet hende som menneske og politiker. Mest skræmmende var historien fra 1998, da autonome på Nørrebro i København jagtede hende som et dyr. Det endte med, at politiet måtte eskortere hende til en pansret vogn for at få hende væk.

Der er selvsagt uendelig stor forskel på at sende verbale giftpile og fysisk angribe en folkevalgt, sådan som unge fra den yderste venstrefløj forsøgte, men den intense modvilje har i årevis været et grundvilkår for Pia Kjærsgaard, og ingen anden politiker har oplevet samme grad af dæmonisering.

Alt sammen er det sket på grund af hendes position i udlændingepolitikken, for intet andet område har i de seneste 30 år i samme grad kunnet få debatten til at eksplodere og splitte politikere og befolkning.

Set i tilbageblikket er det påfaldende, hvor ofte Pia Kjærsgaards modstandere har haft travlt med at lægge afstand til hende i stedet for at forsøge at forstå kernen i de protester, hun førte frem, hvad enten det handlede om indvandring eller EU.

Netop i det lys var det interessant at følge det interview, som DR i weekenden lagde ud på sin hjemmeside med Uffe Ellemann-Jensen. Han er dybt bekymret over, hvad han er vidne til: Donald Trump sidder i Det Hvide Hus og laver måske snart en »deal« med Putin, som Ellemann frygter. EU befinder sig i en dyb tillidskrise efter den historiske fejl med at nedlægge nationale grænser, inden et ydre forsvar var på plads, og Ellemann kan se, hvordan modstanden mod flygtninge og immigranter får millioner af vælgere til at søge mod yderpartier.

Alt det, som han har kæmpet for i form af stærke bånd til USA, et robust EU, en liberal verdensorden med demokrati og menneskerettigheder er pludselig kommet under pres.

Det holdt hårdt, men til sidst i interviewet kom Ellemann med en sjælden indrømmelse. Han sagde:

»Vi har været for dårlige til at se i øjnene, hvad det var for store problemer. Det er altså en gigantisk opgave at forsøge at integrere mennesker, der kommer fra så forskellige baggrunde.«

Normalt er Ellemann ikke bange for at sige »jeg«, men i dette tilfælde brugte han ordet »vi« og var påfaldende villig til at dele ansvaret for den manglende lydhørhed med andre.

At mange andre fra de etablerede partier var sene til at forstå udfordringerne, er da også en kendsgerning, som de fleste er enige om i dag, så han var bestemt ikke ene om at begå fejlen, og han var i øvrigt heller ikke en af de mest indædte benægtere. Læser man hans taler fra 1990erne, er de klartskuende i forhold til de udfordringer, som indvandringen ville rejse for Europa. Men han blev rasende, når han mente, at anstændigheden i debatten gik fløjten, og når der efter hans mening blev spillet på fremmedfrygt. Reelt forfulgte han også en anden linje end efterfølgeren, Anders Fogh Rasmussen. Da Ekstra Bladet i 1997 lancerede sin berømte og berygtede kampagne »De Fremmede«, tog Ellemann skarp afstand. Han beskyldte avisen for at appellere til den indre svindehund og opfordrede i stedet til at appellere til den sunde fornuft, frisindet og menneskeligheden. Omvendt gav Fogh et interview til avisen, hvor han angreb den politiske korrekthed og lagde op til markante stramninger.

Pointen er, at Ellemann ofte fremstod som en, der var mest optaget af at lægge afstand til tonen, mens han – sammen med mange andre – var knap så hurtig til at lancere og gennemføre løsninger.

Nogle af de samme fejl begik han i sit forsvar af EU. Han var formentlig den politiker, der mest overbevisende argumenterede for visionen bag EU og fremhævede grundtanken om at sikre fred og frihed. Men ofte blev brandtalerne ledsaget af en udsøgt arrogance over for dem, som ikke var enige. De blev groft sagt rubriceret som idioter, og derfor blev han på samme tid den stærkeste og den værste ambassadør for EU i de folkeafstemninger, der fandt sted, mens han var på toppen af karrieren.

Står Kjærsgaard tilbage som vinderen, hvis man ser på det samlede opgør mellem de to kæmper? Ikke nødvendigvis, for med sin lige så kontante og konfrontatoriske stil har hun været med til at skærpe fronterne og polarisere debatten på en måde, så hun har fået modstandere til at lukke ned for ethvert argument fra hendes mund. Og selv om hun har været drivkraft bag stramninger af udlændinge- og asylpolitikken, og selv om hun har presset andre partier til at slå ind på samme kurs, er hun i dag mere end nogensinde bekymret over, at indvandringen fik et så stort omfang, og at problemerne nåede at vokse sig så store.

Det gennemsyrer de svar, hun giver i interviewet med Berlingske. Set med hendes øjne har indvandringen ændret Danmark og udløst økonomiske, sociale og kulturelle problemer, som slet ikke er løst. Hun mener tydeligvis også, at det er vigtigere end nogensinde at kæmpe for danske værdier og sige fra over for de krav, der stilles fra bestemte muslimske grupper. »Vi skal være venlige og åbne, men det er dem, der kommer hertil, som skal give sig. Ellers ender vi med at acceptere nogle vilkår, som er os helt imod,« lød det fra Pia Kjærsgaard.

Ser vi på de politiske frontlinjer på Christiansborg i dag, ønsker DF fortsat at gå videre end de øvrige partier, men i realiteten har DF, V, K, LA og S på lange strækninger dannet en alliance. Nu kommer den massive modstand alene fra de Radikale, Enhedslisten og Alternativet. Tiderne er skiftet.