Stop de uværdige personangreb på facebook - og accepter at nogen ved mere end du

Læs mere
Fold sammen

»Den mand burde tæskes med et dødt møgsvin«, »manden er idiot« og »får kvalme når jeg ser den nar«. Det er hårde ord, men desværre er de som bekendt blevet helt normale på et socialt medie som Facebook. Ordene stammer fra kommentarfeltet til et interview med Uffe Ellemann-Jensen.

Et interview, som Berlingske Politiko 25. december kl. 10:41 valgte at dele med den danske civilisation. Det kan naturligvis diskuteres, om Pia Jensen, Kim Oreskov, og Palle Frederiksen, som 25. december kl. 10:59, 11:08 og 11:21 valgte at dele deres umiddelbare tanker om Uffe Ellemann-Jensen, har handlet civiliseret. Det er en diskussion i sig selv.

Kommentarerne er dog tydelige eksempler på, at menneskets hjerne hurtigt kan klikke fast i offentlige debatter. Kommentarerne kan blive så bestemte og insisterende, at de bliver grove. Kommentarerne kan blive så grove, at de helt undlader at gå mod modstanderens holdninger, men derimod mod manden selv. Nøjagtig som det, vi ser, med kommentarerne til interviewet med Uffe Ellemann-Jensen.

Nej, julefred var der bestemt ikke meget af den decemberdag: »Hold for en gangs skyld den bedrevidende og arrogante kæft lukket, og grav dig så ned et eller andet sted hvor du ikke kan forurene grundvandet, som du har forurenet dansk politik i alt for mange år!!« Gert Jensen fulgte trop kl. 11:31. Han tilsluttede sig flokken.

Flokmentaliteten

Man kan næsten ikke bebrejde Gert Jensen. Flokmentalitet er en helt naturlig del af menneskets psyke. At identificere sig med en gruppe har altid været noget, mennesket har stræbt efter. Det giver tryghed og en følelse af mening.

Flokmentaliteten er et stærkt dyrisk instinkt – »sammen er vi stærkere«, er svært at modbevise. Masserne giver styrke i form af samarbejde mellem mennesker. Et jordnært eksempel på dette er vores velfærdssystem, der netop kun virker, fordi masserne arbejder sammen gennem skatter.

Som bekendt findes der imidlertid også mørke sider i forbindelse med masserne, hvilket netop fremgår af det ovennævnte kommentarfelt. Spørgsmålet er derfor: Hvordan rejser vi os fra det dyriske blindt følgende væsen, vi nu engang bliver født som, og springer ud som de voksne mennesker, vi er skabt til at blive? Ifølge os er svaret på spørgsmålet: VOKS – Viden, Oplysning, Konstruktivitet og Selvindsigt.

Men viden og oplysning er ikke at vide alt. Ved nøgternt at acceptere, at viden kan forklare vores verden, vil man få det bedste grundlag for at indgå i vores samfund – den vestlige verden er nemlig bygget på et grundlag af viden og oplysning. En accept af denne kendsgerning kan være nyttig på mange måder: Når man indgår i en debat med en anden borger, skal forklare sine ideer til chefen eller helt basalt skal vurdere informationers troværdighed.

Viden og fakta bør være din ven på alle tidspunkter – selv når det ikke passer med din egen tankegang.

At være oplyst er altså ikke kun at vide så meget som muligt. Det er også at kunne erkende, at man ikke ved alt. Selvindsigt er vanskeligt, men om ikke andet uundværligt. Det er her, man rejser sig fra dyret til mennesket.

Det er her, man tæmmer den instinktive egoisme og giver plads til andre menneskers indgangsvinkler. Man bør hele tiden vurdere sit eget indblik i det emne, man taler om. Hvis ikke den er tilstrækkelig, må man erkende det. Så må man lade andre menneskers specielle viden komme én til gode.

At kende sine forcer og erkende sine svagheder er dog noget, som kun de færreste mestrer. Dette fremgår specielt af den hårde tone på Facebook, hvor det, som det fremgår, sjældent er de rationelle argumenter, der dominerer. Der bliver kommenteret en masse – men der er ofte langt imellem de rationelle argumenter.

Vi skal altså blive bedre til at acceptere, at andre mennesker kan være stærkere på bestemte fagområder. At andre mennesker ved noget, som man ikke selv ved. Kassedamen har viden om kundeservice. Sosu-assistenten har viden om omsorg. Politibetjenten har viden om kriminologi. Juristen har viden om love. Og Ellemann-Jensen har viden om udenrigspolitik. Fælles for dem alle er, at de er vitale for Danmarks beståen. Tilsammen udgør de et samfund. Et specialiseret samfund.

Nogle gange skal vi have tillid til det, som andre siger og gør – fordi de har specialiseret sig i noget, vi andre ikke har. Dette vil skabe et dynamisk og velfungerende samfund, hvor vi alle kan supplere hinandens fagkundskab.

Uffe Ellemann-Jensen har været i politik i mange år. Man er måske uenig med ham, men han har rent faktisk været udenrigsminister. Han må vide noget, som vi andre ikke gør. I stedet bliver han mødt med hadefulde kommentarer, som ikke kommenterer det, han siger, men i stedet den, han er.

Dette er ikke kun udtryk for, at mange tilsyneladende har svært ved at undlade at kommentere emner, de ikke har tilstrækkelig viden om. Det er også udtryk for et demokratisk underskud, hvor uværdige kommentarer får lov til at definere samfundsdebatten og udkonkurrere de saglige argumenter.

Hadet må ikke definere debatten

Vi burde vokse op og tænke konstruktivt. Rejse os fra de dyriske instinkter og komme med konstruktive løsningsforslag, som vi rent faktisk kan bruge til noget.

Vi skal omfavne forskellighederne. Samle frem for at splitte. Vi må ikke vise hinanden had, alene fordi vi er politisk uenige. Det svækker debatten. Det destabiliserer vores samfund. Det skaber frygt.

Mennesker med en vis specialisering bliver måske bange for at udtale sig om deres specielle viden? Meget vel, fordi de føler, at de er i mindretal. Meget vel, fordi de føler, at de bliver lagt for had, fordi de ved noget, vi andre ikke gør. Vigtig viden, som vi alle kunne få glæde af, bliver ikke delt med fællesskabet. Den går tabt.

Derfor er følgende så ufattelig vigtigt at huske: Professoren kan ikke reduceres til »et belæst overklasseløg«. Tømreren kan ikke nedgøres til at være »uvidende«. Uffe Ellemann-Jensen er ikke »idiot«. Lad os i stedet respektere hinandens særlige kompetencer.

VOKS: Viden, Oplysning, Konstruktivitet og Selvindsigt er ikke forbeholdt bestemte befolkningsgrupper. Det er at finde i os alle. Lad os finde det frem. Lad os vende ryggen til den mørke flokmentalitet og se skønheden i diversiteten og specialiseringen.

Vi er blot to unge mennesker, der har skrevet dette indlæg. Vi er to mennesker, der egentlig ikke har lavet meget andet end at studere indtil nu. Vi er endnu ikke vokset helt op. Selv om vi endnu ikke er specialiseret i en bestemt fagkundskab, er vi alligevel specialiseret i brug af Facebook – og her er vi stødt på meget, der illustrerer problemet med den manglende brug af VOKS.

Så kære alle sammen, som af og til glemmer, at vi skal lovprise hinandens specialisering: VOKS op sammen med os. Og lad os gøre det i 2017.

Nicolai Kjærgaard Sørensen er jurastuderende på Aalborg Universitet. Frederik Jessen er for tiden tjener.