En ansøger til dansk statsborgerskab risikerer nu at blive taget af listen på grund af sine seks år gamle kommentarer på Facebook.

Det skriver Politiken, som har talt med Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Mikkel Bjørn, der er blevet gjort bekendt med, at ansøgeren for år tilbage skrev kritisk om homoseksualitet på Facebook, ligesom vedkommende også hyldede islamkritikeren Lars Wilks' død.

Ifølge avisen har en person uden for Folketinget sendt screenshots af en række kommentarer, som den pågældende ansøger tidligere har skrevet. 

»Sindsyge folk i folketinget. i skal gøre noget mod jeres homoseksualitet i stedet for,« skrev ansøgeren for eksempel i 2018 i forbindelse med burka- og niqab-forbuddet, dokumenterer et af screenshotsene.

Derudover skrev vedkommende i 2021, at det var »godt at høre«, at islamkritikeren Lars Wilks var omkommet ved en trafikulykke, og de kommentarer får nu Mikkel Bjørn til at slå på tromme for, at ansøgeren skal tages af det lovforslag, der senere i år ellers vil tildele vedkommende dansk statsborgerskab.

»Han er et krystalklart eksempel på en person, der burde pilles af med det samme,« siger Mikkel Bjørn, der i samme ombæring udtaler, at han håber på, »at både Socialdemokratiet og Liberal Alliance og alle de andre partier vil følge deres erkendelser og nye holdninger på området til dørs og så selvfølgelig stemme for, at sådan en mand her, han skal af«.

LA: Ansøgere skal have de rigtige værdier

Det er lige knap to uger siden, at Liberal Alliance med partiformand Alex Vanopslagh i spidsen i nærværende avis fremlagde en række nye krav, som partiet mener, at en ansøger skal opfylde for i fremtiden at kunne erhverve sig dansk statsborgerskab.

Fremover skal en ansøger nemlig også vurderes på dennes værdier – en ansøger må mere præcist ifølge LA ikke have antidemokratiske værdier. 

De skal derfor, foreslår LA, igennem en særlig profilering, hvor det vurderes, om de tror på og bakker op om »grundlæggende frihedsrettigheder og demokrati«.

»Jeg synes, det er enormt naturligt, at det – når man tildeles statsborgerskab – er et krav, at du tror på grundloven. Og at du mener, at alle dine medborgere har ret til de samme frihedsrettigheder, som du har,« sagde Alex Vanopslagh til Berlingske 29. oktober.

»Og så kan du ikke rende rundt og have holdninger om, at jøder skal udryddes, eller at der ikke skal være plads til homoseksuelle,« slog han fast.

Forslaget kommer forud for, at der skal genforhandles nye rammer for tildelingen af statsborgerskab.

Det er disse »nye holdninger på området«, Mikkel Bjørn henviser til, at han håber, at blandt andre Liberal Alliance kommer til at holde fast i i Indfødsretsudvalget.

Men på spørgsmålet fra Politiken om, hvorvidt LA vil følge deres nye forslag til dørs, svarer partiets indfødsretsordfører, Sandra Skalvig, at hun ikke vil »sagsbehandle« i medierne.

Hun henviser til partiets forslag uden at komme det nærmere.