I november sidste år var Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i debat med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.
Under debatten, som foregik i Billund og var arrangeret af Jysk Landbrug, sagde Mette Frederiksen, at landbruget skal tage »miljøhensyn«.
Men hun sagde også, at dansk landbrug er et »guldæg«, og at debatten om ikke at spise kød er »hysterisk« og noget »pjat«, selv om vi »selvfølgelig skal tænke os om og alt det der«.
»SÅDAN,« udbrød ordstyreren, CEO i Danish Crown Beef Finn Klostermann, og tilføjede:
»Hvis du ikke bliver statsminister, så kan du godt blive sælger i Danish Crown«.
Fire måneder senere var Mette Frederiksen i debat på DR1 med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Her sagde S-formanden, at der er »én afgørende forskel« på dem.
Nemlig at hun – selv om hun lige så gerne som ham vil have et »levedygtigt landbrug« – mener, at landbrugets CO2-aftryk »ganske enkelt er for højt«, og at »vi er nødt til at sikre«, at landbruget »giver et større klimabidrag«.
Da en seer spurgte, hvad de to statsministerkandidater personligt gør for klimaet, svarede hun, at »vi ikke kun skal gøre det til et personligt ansvar«.
Men hun tilføjede også, at de hjemme hos hende »pludselig« spiser »flere grøntsager og mindre kød«.
For Kristian Thulesen Dahl er det – trods de sproglige forbehold – et lille, men sigende eksempel på, hvordan han i stigende grad er kommet til at opfatte Socialdemokratiet og Mette Frederiksen gennem »det seneste trekvarte år«.
Han mener, at hun – som han denne valgperiode har arbejdet tæt sammen med – er slået ind på en »kynisk« og »hyklerisk« kurs i kampen for magten.
Han er »frustreret« og »fortvivlet« – og han er det med egne ord så meget, at han nu åbner for et hårdt opgør med S-formanden.
»Jeg føler et behov for at få sagt, hvad jeg mener om den måde, Socialdemokratiet agerer på,« som han siger:
»For mig er det tydeligt, at de er slået ind på en kurs, hvor de vil tale sig ind i hjertet på alle danskere. Hvor de spiller på alle heste. Alle skal føle, at de får lige præcis det, de ønsker, af Mette Frederiksen. Står man med nogle landmænd, taler hun sig ind i hjertet på dem. Får hun et spørgsmål fra nogle, der går meget op i klimaet, taler hun sig ind i hjertet på dem. Uanset hvad, der bliver spurgt om, er hun svaret,« siger han.
Han mener, at Socialdemokratiets strategi er »kynisk« og kan forvolde »stor skade« på vælgernes tillid til politikerne.
»Det er dybt problematisk, og det er dybt paradoksalt, at de fører valgkamp på at ville samle Danmark igen. Sandheden er, at de kommer til at splitte danskerne igen – fordi de lover en masse ting, de ikke kan levere. Og så går der fire år, før danskerne kan stemme igen,« siger han.
Han erklærer sig »skuffet« over den linje, Mette Frederiksen er slået ind på.
»Jeg troede, de havde lagt den metode bag sig, som Helle Thorning-Schmidt benyttede op til valget i 2011, og som førte til diskussioner om løftebrud. Men det har de ikke. Tværtimod har det været mere voldsomt end nogen anden valgkamp, jeg har oplevet – og jeg har oplevet mange.«
»Det handler om at få statsministerposten for enhver pris«
Han nævner eksemplerne i flæng.
Der er spørgsmålet om nedslidte, som Mette Frederiksen vil sende tidligere på pension – uden at sige præcist hvem.
Der er spørgsmålet om ulighed, som hun har lovet et opgør med – selv om hendes forslag kun tilbageruller halvdelen af den ulighed, Socialdemokratiet selv skabte, da man sidst var i regering.
Der er spørgsmålet om den stramme udlændingepolitik, som hun lover at videreføre – dog med tilføjelsen, at det er »den brede udlændingepolitik«, uden præcist at angive, hvad det dækker over.
Der er spørgsmålet om asyløen Lindholm, som hun har sået tvivl om – uden at kunne sige, hvad der så skal ske.
Der er spørgsmålet om lave ydelser, som hun har kritiseret – uden at kunne anvise, hvad der skal sættes i stedet.
Der er spørgsmålet om paradigmeskiftet, som hun har afvist at ændre – men hvor hun har tilføjet, at »ingen kan udstede garantier«.
Og der er spørgsmålet om udligning mellem kommunerne – hvor partiets næstformand i folketingsgruppen, Dan Jørgensen, der er opstillet på Fyn, har sagt, at han vil hente millioner i hovedstadskommunerne, mens partiets integrationsordfører, Mattias Tesfaye, der er opstillet i Københavns Omegns Storkreds, siger det modsatte.
»Det er simpelthen for voldsomt og tydeligt, hvad de har gang i, og jeg synes, det er utroligt farligt for folkestyret og demokratiet. På kort sigt vinder de sikkert vælgere – det er derfor, de gør det – men på langt sigt vil det undergrave tilliden til det politiske system,« siger Kristian Thulesen Dahl:
»Mette Frederiksen vil på den ene side give indtryk af, at hun står fast og vil alt muligt. På den anden side forsøger hun helt tydeligt at udtrykke sig på en måde, der giver hende mulighed for at kunne flytte sig uden at kunne beskyldes for løftebrud. Det handler om at få statsministerposten for enhver pris.«
Hun har sagt meget klart, at alle f.eks. ikke kan forvente tidligere pension. Det er vel ærligt?
»Nej, for hun vil på ingen måde definere, hvem det ikke er. Hver gang der kommer eksempler frem, bliver det lukket ned. Alle skal sidde med en forhåbning om, at det er sørme nok mig.«
Er det ikke fair nok, at man som parti først kan blive meget konkret, når man får adgang til det enorme system af embedsmænd?
»På nogle områder er det acceptabelt. Men ikke, når man stiller mennesker noget meget konkret i forventning. Socialdemokratiet er ikke et hvilket som helst et parti – de har adgang til store regnemaskiner og har selv en stor afdeling. De kunne godt være mere konkrete, hvis de ville. Men det vil de ikke«.
Er det ikke godt at udstikke en klar vision som politisk leder – også selv om der ikke nødvendigvis er paragraf og komma på ethvert forslag?
»Det er godt, at man både kan have nogle visioner og kan anvise nogle midler til at nå derhen. Men den praktiske politik skal gerne være stringent. Problemet er, hvis man anviser midler, der stikker i hver deres retning eller ikke rigtig kommer derhen,« siger Thulesen Dahl.
Undervejs i denne valgperiode har Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet arbejdet så tæt sammen, at iagttagere har talt om et potentielt nybrud i dansk politik.
Kristian Thulesen Dahl understreger, at han på ingen måder mener, at det samarbejde er aflyst eller ført tilbage til tidligere tider.
Alligevel lægger han ikke skjul på, at den frustration, han har bygget op over Socialdemokratiets ageren, har »tæret noget på den relation«.
»Det er der ingen grund til at lægge skjul på. Man kan sige, at hvor vi tidligere gik fem skridt frem, så er vi nu gået et par skridt tilbage igen,« siger han.
Undervejs i valgperioden har du arbejdet tæt sammen med Mette Frederiksen. Kan du forstå, hvis nogle vælgere synes, det er noget rod, at du slutter valgperioden af med sådan en bredside til hende?
»Nej. Nogen vil sikkert begynde at tale det ind i noget, fordi de har en interesse i det. Men jeg tror, danskerne forstår, at man skal reagere på de ting, man kan se, at der sker. Det er, hvad jeg gør nu, og jeg synes, det er vigtigt at få sagt inden valget«.
Det betyder dog ikke, at Dansk Folkeparti efter valget vil undlade at samarbejde med Socialdemokratiet i de sager, hvor det bliver relevant.
Thulesen Dahl har dog afskrevet muligheden for, at partiet kan være en del af Socialdemokratiets parlamentariske grundlag eller kan hjælpe Socialdemokratiet med at »redde kastanjerne« ud af ilden under forhandlinger med dets støttepartier.
»Det er ikke mit ansvar at reparere de skader, Mette Frederiksen måtte lave i forhold til løftebrud og mistillid fra vælgerne. Men det er selvfølgelig sådan, at jeg vil bruge mine mandater til at få Dansk Folkepartis politik igennem,« siger han.
Hvad vil du sige til dem, der tænker, at DF i årevis har gjort det, du kritiserer Mette Frederiksen for: At stille vælgerne noget i udsigt, som er svært i praksis?
»At vi altid har formuleret politik som valg. Skal vi skabe flere penge til ældrepleje og sundhed, skal vi spare på udlændingepolitikken. Vi har ikke foregøglet, at man kan alt. Hvis du laver en tjekliste over det, vi gik til valg på, er den positiv på de fleste punkter. Jeg tror ikke, mange havde forestillet sig, vi kunne få grænsekontrol – men det fik vi«.
Socialdemokratiet har fremlagt en økonomisk plan, hvor der er sat tal på alle forslag – og hvor der også er flere skattestigninger og besparelsesforslag. Det er vel meget ærligt?
»Det er bedre, end hvis de ikke havde. Men det er sigende, hvad der står på den første pind i udspillet: At man vil gøre gode tider bedre – for alle. Det er sørme godt gået, at man kan det.«
Laver du bare det her angreb, fordi du er bange for at miste stemmer til Mette Frederiksen?
»Nej, det gør jeg, fordi det er vigtigt, at jeg inden valget har sagt til folk, hvad de skal tage med i betragtningen, hvis de tror, at de roligt kan stemme på Socialdemokratiet, så de ikke kommer dagen efter valget og siger: Ups, det havde vi ikke set komme.«
Socialdemokratiet afviser
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mette Frederiksen.
I en skriftlig kommentar udtaler fungerende politisk ordfører, Nick Hækkerup, at »det har været en lang valgkamp, men måske skal alle slå lidt koldt vand i blodet«.
»Jeg står fuldstændig ved, at vi har visioner for Danmarks fremtid. Det er der hverken noget farligt eller kynisk over. Tværtimod savner jeg, at andre partier tilsvarende melder klart ud og bruger lidt flere kræfter på at fortælle om deres egen politik,« siger han.
Han mener, at valgkampen »primært« har »handlet om at stille krav til os, holde pressemøder om os og overbyde os med ufinansierede løfter«, mens han »tænker, at Danmark har brug for det modsatte«, nemlig »reelt bredt samarbejde«.
»Det er jeg sikker på, at Dansk Folkeparti er enige i. Om ikke andet, så efter valget.«
Han opfordrer Dansk Folkeparti til »bare at vedstå sig de politisk uenigheder, det reelt handler om«.
»Jeg tror for eksempel, at mange danskere har været uforstående over for, at Dansk Folkeparti insisterer på at pege på Lars Løkke og støtter en sundhedsreform, der centraliserer Danmark endnu mere. Og mange har måske svært ved at forstå, at de har stillet sig tilfredse med en pensionsaftale, der reelt kun hjælper 133 danskere hvert år,« skriver Nick Hækkerup.
