Frie Grønne efter samråd: Engelbrecht skal tage sin afgang

Efter samråd om manglende C02-tal mener Frie Grønne af transportminister skal gå af. EL heller ikke betrygget.

Frie Grønne vil have transportminister Benny Engelbrecht (S) til at forlade sin post.

Han har torsdag eftermiddag været i et hasteindkaldt samråd for at forklare, hvorfor tal for CO₂-udledning i den milliarddyre aftale om fremtidens infrastruktur er blevet tilbageholdt.

»Frie Grønnes mission var at give ministeren mulighed for at forklare sig, det har han gjort, men det har ikke været særlig tilfredsstillende,« siger Susanne Zimmer fra Frie Grønne.

»Ministeren siger, at han ikke har løjet eller vildledt, men der er mange spørgsmål, der ikke er svaret åbent og ærligt på.«

»Derfor ser vi gerne i Frie Grønne, at ministeren tager sin afgang.«

Frie Grønne har mulighed for at stille et mistillidsvotum til ministeren. Hvis et flertal i Folketinget ved en afstemning ikke længere har tillid til en minister, skal ministeren træde tilbage.

I praksis har man ikke tidligere haft en situation, hvor Folketinget har stemt om mistillidsvotum til en minister, fordi ministeren selv har truffet beslutning om at gå.

Frie Grønne har blot tre mandater i samrådet og er ikke en del af det parlamentariske grundlag, som peger på regeringen. Partiet er desuden ikke med i infrastrukturaftalen.

Derfor er de tre støttepartier afgørende for ministerens fremtid. Enhedslisten er det mest kritiske parti og er umiddelbart ikke tilfredse med de svar, Benny Engelbrecht har givet under samrådet.

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, runder samrådet af og siger:

»Sagen handler om, at ministeren har tilbageholdt vigtige klimatal for Folketinget. Man har sagt, at de her vigtige klimatal ikke fandtes til flere ordførere under forhandlingerne, selv om de helt åbenlyst gjorde,« siger hun.

»Tilbage står, at de her tal fandtes. Ministeren kendte tallene, men ministeren udleverede på intet tidspunkt tallene, når vi og andre spørger til dem.«

Enhedslisten holder efter samrådet gruppemøde for at tage stilling til, om partiet fortsat har tillid til ministeren.

SF har sagde på samrådet, at de er glade for ministerens beklagelse.

/ritzau/