Franske Alstom har vundet milliardudbud om el-tog til DSB
Mindst 100 eldrevne togsæt fra franske Alstom skal efter DSBs plan være i drift mod slutningen af 2024.
Den franske togproducent Alstom har vundet udbuddet om at levere eldrevne togsæt til DSB, oplyser DSB og transportminister Benny Engelbrecht (S) mandag.
Kontrakten lyder på et køb af minimum 100 el-togsæt, oplyser DSB. Der er i aftalen gjort plads til at købe yderligere togsæt, og det er forventningen fra DSBs side, at der bliver tale om i alt 150 togsæt.
Aftalen gælder både selve togsættene og vedligeholdelse af dem og løber op i »mere end 20 milliarder kroner«.
De eldrevne tog forventes i drift fra slutningen af 2024.
DSBs milliardstore indkøb er et resultat af en politisk aftale fra 2018. De skal blandt andet erstatte de IC4-togsæt, der i flere år var en torn i øjet på driften hos DSB på grund af tekniske problemer.
Den slags problemer burde det nye indkøb være garderet imod, forsikrer tidligere transportminister Ole Birk Olesen, der som minister stod bag aftalen fra 2018.
En visualisering af de nye tog. Transportministeriet/DSB
»Der er to ting, som gør, at vi undgår problemer. Dem, der leverer toget, skal også stå for vedligeholdelsen,« siger han.
»Den regning havner ikke hos de danske skatteydere. Og for det andet er det et tog, der allerede kører i Europa, og som har vist sig at være stabilt.«
DSB oplyser, at der vil blive oprettet to nye værksteder for at kunne vedligeholde og servicere de nye tog. De to værksteder kommer til at ligge i Aarhus og København.
Transportminister Benny Engelbrecht fremhæver også, at togtypen, der hedder Coradia Stream, har en hurtigere acceleration og topfart end IC-togene.
Coradia Streams topfart er 200 kilometer i timen.
»De nye el-togsæt er bygget op om produktplatformen Coradia Stream, som allerede er i drift i Italien,« skriver DSB i en meddelelse om indkøbet.
»Togsættene, DSB bestiller, ligger desuden tæt op ad en løsning, der leveres til Holland og efter planen idriftsættes før leverancen til Danmark.«
Transportministeren har mandag vist DSBs valg af tog til transportordførerne, og aftalen skal godkendes i Folketingets Finansudvalg, inden den kan træde i kraft.
/ritzau/
Del:
Andre læser også
Internationalt
Abonnement
Berlingske møder Nadia og hendes børn i syrisk fangelejr: »Så jeg er ikke dansker mere? Hvorfor? Er jeg mindre værd?«
Eksistens
Abonnement
Nogle narcissister er gået fra styrtende succes til bunden af et sort hul: »De kan være ekstremt forførende«
Eksistens
Abonnement
Charlotte Skeel behandler psykopater i Hellerup, og hun har lært sine børn at være på vagt over for faresignalerne