»Fra den ene dag til den anden skifter man hele sin verden ud«

Knap to måneder efter at være blevet degraderet af statsministeren giver Nick Hækkerup nu sin version af den tumultariske tid omkring ministerrokaden og af sit opgør med dele af forsvaret. Det handler om loyalitet. Og om at genfinde et klassisk socialdemokratisk projekt.

»Alle mine vågne timer og nogle gange også en god del af de sovende timer, har handlet om forsvarsemner. men knips – så var det slut,« fortæller tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup, der i dag er handels- og europaminister. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Taberen«.

Det var det prædikat, som den socialdemokratiske minister Nick Hækkerup fik hæftet på sig efter statsminister Helle Thorning-Schmidts ministerrokade i august. Hækkerup-familiens frontløber blev degraderet fra forsvarsminister til handels- og europaminister. Kilder tæt på regeringen lod forstå, at Nick Hækkerup skulle straffes. At han havde været illoyal. At han i foråret havde kritiseret regeringens beslutning om at sænke selskabsskatterne på et lukket gruppemøde. Andre socialdemokrater talte om, at magtbalancen i Socialdemokraterne skulle opretholdes, og at Thorning havde behov for at demonstrere handlekraft.

Knap to måneder efter rokaden fortæller Nick Hækkerup nu for første gang om de stormombruste rokadedage, om sit syn på loyalitet, om snævertsynede oberst Hackel-typer i forsvaret, om sin nye ministerpost – og om at være en Hækkerup, der nu ikke længere er drevet af ambitioner på egne vegne.

45-årige Nick Hækkerup husker selv rokaden som en kolbøtte. Han var glad for at være forsvarsminister og ville gerne have færdiggjort sit projekt med at modernisere forsvaret. Men en telefonopringning i hjemmet i Hillerød sent torsdag aften den 8. august satte en stopper for det. Statsministeren var i røret.

»Helle ringede og gav mig nogle muligheder; herunder at blive handels- og europaminister. Jeg sad med min kone, Petra, og fik 30 sekunder til at overveje, hvilken vej det skulle gå. Jeg snakkede med Petra om det og sagde til Helle, at jeg gerne ville være handels- og europaminister. Derefter ringede jeg til Søren (Hækkerups særlige rådgiver, red.). Vi gik i gang med at snakke om, hvad det var for noget, og hvordan vi skulle prøve at komme ind på det her område,« fortæller Nick Hækkerup.

Dagen efter trådte en tydeligt skuffet Hækkerup frem foran embedsmændene i Forsvarsministeriet. Med korslagte arme og et halvtomt blik ud i luften overdrog han ansvaret for forsvaret til sin partikollega, Nicolai Wammen.

»Fra den ene dag til den anden skifter man hele sin verden ud. I de to år, jeg har været i Forsvarsministeriet, har det handlet om forsvaret hele tiden. Alle mine vågne timer, og nogle gange også en god del af de sovende timer, har handlet om forsvarsemner. Men knips – så var det slut. Når man taler om kolbøtter i livet, så lyder det, som om man skal til behandling for det, men det er syret, at man bruger al sin tid på det, og så – gonk – så er det noget helt nyt,« siger Nick Hækkerup om dagene efter rokaden.

Pludselig stod han i Udenrigsministeriet med posten som handels- og europaminister.

»Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan systemet fungerede, og hvordan det var at komme til Udenrigsministeriet. Derfor var det med en vis vemod at gå fra forsvarsområdet,« fortæller han.

Læsningen blandt hans partifæller var klar. Hækkerup blev degraderet, fordi S-toppen mente, at han havde optrådt illoyalt. Nicolai Wammen blev forfremmet, fordi han havde brugt de seneste to år til at komme på bedre fod med Thorning og særligt finansminister Bjarne Corydon.

Eller som et socialdemokratisk folketingsmedlem sagde til Berlingske:

»Nicolai har vundet de næste to år. Til gengæld har han tabt de næste ti år. Nick Hækkerup har i det mindste bevaret sin integritet.«

Sagen om Nick Hækkerups påståede illoyalitet stammer fra præsentationen af regeringens vækstplan i foråret. Den skulle øge væksten med 40 milliarder kroner frem mod 2020 og skabe 150.000 job. Et af værktøjerne var at sænke selskabsskatten fra 25 til 22 procent. En socialdemokratisk kovending, som fik flere højtplacerede socialdemokrater inklusive Nick Hækkerup til at give udtryk for deres bekymring om beslutningen på et lukket gruppemøde. Men særligt Hækkerups manglende støtte til idéen gav tilsyneladende et stort minus i Thornings bog.

Nick Hækkerup mener ikke selv, at han har optrådt illoyalt. Han mener derimod, at man har pligt til at sige sin leder imod, så længe det sker på de indre linjer.

»Det er præcist det, har jeg prøvet at gøre i forhold til alle de forskellige politiske diskussioner, som jeg har været en del af: At sige hvad jeg mener. Men når beslutningerne er truffet, så retter man ind,« siger Nick Hækkerup.

Loyalitet var også et tema for Hækkerup i Forsvarsministeriet. Som nyudnævnt forsvarsminister fik han til opgave at spare tre milliarder kroner – svarende til 15 procent af det samlede forsvarsbudget. Samtidig sendte han trykbølger gennem dele af forsvaret, da han besluttede at slå den ledige stilling som forsvarschef op så alle i princippet kunne søge den. En kontroversiel beslutning i forsvarskredse, som gav ham mange fjender i forsvaret. Den interne kamp mellem den politiske ledelse og flere af officererne blev så udtalt, at undersøgelser og rapporter efter Hækkerups vurdering blev lækket for at skade ham som forsvarsminister.

»Beslutninger blev underløbet, miskrediteret, sat i dårligt lys, og oplysninger blev lækket til pressen. Det kan de så gøre og sige: ’Ha ha, der fik vi ram på forsvarsministeren.’ Sandheden er bare, at det får det samlede forsvar til at fremstå mindre professionelt, end det i virkeligheden er, og det er synd for de rigtigt, rigtigt dygtige officerer i det danske forsvar. Men de lider under, at der er nogle oberst Hackel-typer, som kører deres egne politiske dagsordener. De er meget besværlige, meget snævertsynede, og er efter min bedste overbevisning bestemt ikke nogen gevinst for det danske forsvar. Og var slet ikke nogen gevinst for mig som forsvarsminister,« siger Nick Hækkerup:

»Det tror jeg godt, at jeg kan sige nu. Det kunne jeg aldrig sige, da jeg sad på posten.«Kan du give et eksempel på en situation, hvor du har oplevet illoyalitet?»Jeg oplevede over flere omgange, at rapporter, undersøgelser og redegørelser, som var på vej gennem systemet, nåede pressen, før de nåede mig. De var simpelthen lækket samtidig med, at anonyme officerer fandt det belejligt at kommentere, hvad indholdet i dette eller hint var,« siger Nick Hækkerup.

Han mener ikke, at de højtstående officerer nødvendigvis er drevet af partipolitik, men mere er drevet af en forsvarspolitisk agenda.

»De har meget, meget svært ved at forstå, at der altså er en politisk ledelse, som træffer nogle beslutninger, og at noget af dét, der hører med til at være embedsmand – for det er man, når man er officer – er at være loyal over for de politiske beslutninger, som bliver truffet,« siger Nick Hækkerup.

Han vil ikke sætte navn, tal eller rang på officererne, men nævner, at flere af de såkaldte »oberst Hackel-typer« sidder højt i hierarkiet.

»Det er ikke sådan, at det vælter systemet, men det er nok til, at forsvaret står dårligere, end forsvaret burde gøre. Det er ikke, fordi at alle på generalniveau er tåber. Jeg har også mødt nogle af de dygtigste ledere, jeg har nogensinde har mødt i den offentlige sektor, i forsvaret. Så spredningen er meget stor,« siger han.

Hækkerups livtag med forsvaret gav ham en større stjerne i dele af S-baglandet, men efter ministerrokaden er Hækkerup rykket længere ned i det formelle ministerhierarki og et stykke længere væk fra magten i Socialdemokraterne. Nick Hækkerup er ellers i mange socialdemokraters optik blevet set som kronprins i partiet efter Helle Thorning-Schmidt. Som Danmarks yngste borgmester i 00erne, tidligere S-næstformand og Hækkerup-familiens fremmeste kort stod han stærkt.

Men en slagkraftig, personlig alliance mellem erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har bidraget til at forrykke magtbalancen i partiet. Derfor tyder alt på, at Mette Frederiksen står for tur, når Thorning en dag træder tilbage.

Selv siger Nick Hækkerup, at han ikke længere har store karriereambitioner på egne vegne.

»Jeg vil sige, at mine ambitioner fremadrettet ikke længere er så meget på egne vegne. Nu har jeg nået det, man kunne forvente. Nu har jeg løbet med familiestafetten i en tid. I princippet kunne jeg give stafetten videre nu, og så ville der være et billede af, at jeg var endnu en Hækkerup, som var en del af det politiske spil i Danmark, som nåede nogle vigtige poster og fik gjort nogle vigtige ting. Men jeg har en masse ambitioner på Danmarks og på partiets vegne.« siger Nick Hækkerup.

Familiedynastiet har stræbt efter magt og indflydelse i dansk politik siden midten af 1900-tallet, hvor særligt Nick Hækkerups farfar, Per Hækkerup, slog familiens navn fast i danskernes bevidsthed. Den tidligere udenrigs- og økonomiminister blev i 1960erne og 1970erne kendt for sin rappe replik, cigaren i munden, sin flamboyante stil, sit aftryk på velfærdsstatens udvikling, sin USA-orienterede udenrigspolitik og for sin evner som taktiker bag de lukkede døre.

Per Hækkerup ville gerne have været formand for Socialdemokraterne, men blev det aldrig. Årelange politiske kampe med tidligere statsminister Jens Otto Krag (S) svækkede hans agtelse i Krags øjne. Krag oplevede ham til tider som illoyal, og da Krag i 1972 overlod magten til Anker Jørgensen, havde han – ifølge Nikolaj Bøghs biografi – ét råd til sin arvtager: »Fyr Hækkerup«.

»Der er ingen tvivl om, at min farfar gerne havde set sig selv som formand. Der er ingen tvivl om, at der er masser af Hækkerupper, som gerne har villet komme så langt frem som muligt. Men når man sidder, hvor jeg sidder, så må man altså også sige, at det ikke kun er lutter lagkage,« siger Nick Hækkerup.

Derfor ser han det i dag ikke som sin personlige ambition at blive formand for Socialdemokraterne.

»Jeg har det sådan, at det, jeg gerne har villet – det, der har været min personlige ambition – dét har jeg leveret,« siger han.

Rækken af Hækkerupper på tinge er således lang. Nick Hækkerups lillebror, Ole Hækkerup, er folketingsmedlem for Socialdemokraterne. Deres far, Klaus Hækkerup, var borgmester i Fredensborg og folketingsmedlem, hans svigerinde, Karen Hækkerup, er landets fødevareminister, og Nicks onkel, Hans Hækkerup, var en af de mest respekterede forsvarsministre i nyere tid.

»Det der med at hedde Hækkerup er både en velsignelse og en plage. Det gør det enormt let at komme ind i politik. Når man skal stille sig op i en socialdemokratisk forsamling, kender alle nogen i familien. Derfor er det meget let at blive stillet op. Det er også relativt let at blive valgt til byrådet, fordi der er vælgere, som opfatter det at hedde Hækkerup som en massebetegnelse, som man sætter kryds ved. Det, der er svært, er at blive sin egen Hækkerup.«

Netop den øvelse – at blive sin egen – føler han, at han er kommet et skridt nærmere som handels- og europaminister. Selv om det primært er en ministerpost, der sigter mod danske interesser i udlandet, ser Nick Hækkerup nye muligheder for at blive en del af den danske debat.

»Jeg er gået fra noget, som er godt, til noget, som er bedre – for mig. De dagsordener, som jeg nu har med at gøre, er nogen, som jeg kender meget bedre, og som betyder meget mere for mit politiske virke. Det handler om at sikre, at der er vækst og velfærd i Danmark. Jeg er tilbage i det, der er kernen af det, vi diskuterer i den politiske debat herhjemme. Vi kan – hvis vi vil – have Europas mest konkurrencedygtige erhvervsliv og verdens bedste offentlige sektor, fordi de to ting går hånd i hånd. At få løftet det endnu videre er i virkeligheden mit største projekt,« siger han.

Derfor er Nick Hækkerup fast besluttet på ikke længere at skulle ærgre sig over, at han måtte forlade Forsvarsministeriet.

»I dagene efter blev det meget fremstillet som om, at jeg skulle have et gok i nøden. Hvis det her er at få et gok i nøden, så sidder jeg i dag med en rigtig god fornemmelse af at få et gok i nøden.«