For en måned siden talte Søren Espersen for første gang med Thulesen Dahl om en idé, han havde fået: »Der skal ske et eller andet meget dramatisk«

Efter otte år som næstformand i Dansk Folkeparti har Søren Espersen overdraget stafetten til Morten Messerschmidt. Det sker på et tidspunkt, hvor DF er i modvind, men partiet er vant til »slag og hån«, siger Espersen og kritiserer medierne for ikke at tro på, at han selv traf beslutningen om at træde et skridt tilbage.

»Det er surrealistisk, at uanset hvor mange gange jeg siger, at det her er min idé, er der ingen, der tror på det,« siger Søren Espersen, udenrigsordfører og nu tidligere næstformand i Dansk Folkeparti. Asger Ladefoged

Når Dansk Folkeparti til årets sommergruppe stimler sammen i Sønderborg, er det i anledning af 100-året for Genforeningen og dengang, grænsen til Tyskland igen kom til at ligge på sydsiden af slotsbyen ved Alssund.

Men partiets hidtidige næstformand, Søren Espersen, valgte mandag at trække sin egen streg i den sønderjyske muld, da han overdrog sin post til Morten Messerschmidt.