Folketinget afviser at politianmelde Alex Vanopslagh. Nu tager en borger sagen i egen hånd

Jurister undrer sig over, at Liberal Alliances partileder ikke er blevet politianmeldt af Folketinget. Mens Enhedslisten og Alternativet argumenterer for en politianmeldelse, har en borger taget sagen i egen hånd og anmeldt partilederen til politiet for bedrageri.

Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, har holdt fast i, at han hverken var bekendt med reglerne for folketingslejligheder eller for tilskuddet til dobbelt husførelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alex Vanopslagh har betalt de penge, han uberettiget har modtaget for dobbelt husførelse, tilbage, ligesom han har opsagt sin folketingslejlighed.

Alligevel har Enhedslisten og Alternativet bedt Folketingets Præsidium om at undersøge, hvorvidt formanden for Liberal Alliance kan retsforfølges.

Folketingets formand, Søren Gade (V), har til DR oplyst, at præsidiet ikke vil gå videre til sagen. Torsdag skriver Dagbladet Information, at en borger har politianmeldt Alex Vanopslagh for bedrageri i forbindelse med boligsagen.

Det sker, efter at flere jurister over for Information har vurderet, at Alex Vanopslaghs sag er så opsigtsvækkende, at han bør efterforskes for bedrageri.

»Med de her beløb og med den adfærd er der mange ting, som peger på, at der har været et forsæt til unddragelse. Derfor er det en god idé at vurdere, om der er tale om bedrageri,« siger Lotte Helms, der er ekspert i straffe- og kriminalret ved Syddansk Universitet og tidligere anklagerfuldmægtig ved Bornholms Politi, til avisen.

Til DR siger Mads Pramming, der er advokat med speciale i socialret og socialt bedrageri, det samme.

»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis det havde været en kommunalsag, så havde kommunen bedt om at få pengene tilbage og anmeldt ham til politiet,« siger Mads Pramming.

Sagen handler om, at Alex Vanopslagh fra 2020 til 2022 uberettiget fik tilskud til dobbelt husførelse samt en lejlighed stillet til rådighed af Folketinget. Det kunne lade sig gøre, fordi partilederen i perioden havde folkeregisteradresse i Struer.

Struer Kommune har dog afgjort, at partilederen brød cpr-loven ved at opholde sig for lidt i lejligheden i Struer, som er blevet kaldt en proformalejlighed, han havde for at kunne få stillet en lejlighed til rådighed af Folketinget.

Folketingsmedlemmer må maksimalt opholde sig i deres folketingslejligheder i 180 dage om året, idet de er tænkt som et tilbud til folketingsmedlemmer, der bor fast udenfor Sjælland.

Alex Vanopslagh har gennem hele sagen holdt fast i, at han ikke kendte reglerne for folketingslejligheder eller for tilskuddet til dobbelt husførelse.

»Det er min skyld, jeg har begået en fejl. Men det er andre, der fælder dommen og siger, hvad jeg skal betale tilbage,« sagde Vanopslagh for nylig om sagen.