Et bredt politisk flertal er enig om en kompensation på i alt 1,3 milliarder kroner til danske fiskere, der har lidt kvotetab som følge af briternes udtræden af EU, brexit.
Da briterne trådte ud. mistede danske fiskere retten til at fiske i britisk farvand.
Aftalen er indgået torsdag aften efter nogle ugers forhandlinger og har været længe ventet. Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Det var et hårdt slag for mange fiskere, da briterne sidste år lukkede døren og sagde farewell til Europa. Virkeligheden forandrede sig drastisk, og kvoterne blev med ét færre,« siger fiskeriminister Rasmus Prehn (S) i meddelelsen.
Pengene udbetales direkte til de danske fiskere, følgeerhverv og lokalområder, der blev hårdt ramt af brexit.
841 millioner kroner går til direkte kompensation for kvotetab. 204 millioner kroner går til en ordning for ophug for fiskere, der ser sig nødsaget til at forlade erhvervet.
For at styrke den grønne omstilling er der en betingelse om, at fiskerne bruger en andel af deres kompensation på at omlægge til grønne løsninger.
Ministeren mener, at det skabte kedelige ringe i vandet, at fiskere blev hårdt ramt på indtjeningen. Derfor er det vigtigt med kompensation.
»Det er kun fair og rimeligt. Og så sikrer det, at man har mulighed for at fortsætte i erhvervet eller forlade det nogenlunde tørskoet,« siger Rasmus Prehn.
Ifølge fiskerne selv ville brexit have slået bunden ud af dansk fiskeri.
Fiskerne får ikke den fulde værdi af de tabte kvoter udbetalt. Det afhænger af tabenes størrelse.
»Hele året har vi kæmpet benhårdt for erstatning til de danske fiskere for brexit. Derfor glæder vi os over, at vi endelig har en aftale, og at den aftale sikrer direkte erstatning til de enkelte fiskere for brexit.«
»Vi havde gerne set, at fiskerierhvervet fik fuld erstatning, men når nu det ikke kan være sådan, er vi grundlæggende tilfredse med aftalen,« siger formand Svend-Erik Andersen fra Danmarks Fiskeriforening i en pressemeddelelse.
/ritzau/



