SSI med klar melding: Coronasmitten skal bremses yderligere

Coronaepidemien fortsætter med at udvikle sig med en hast, der bør bremses. Det er den klare melding fra SSI-direktør Henrik Ullum forud for nye politiske drøftelser og pressemøde i aften. Ullum advarer samtidig mod at lade smitten løbe igennem befolkningen.

Der er brug for at få bremset coronasmitten yderligere. Omvendt vil det være »meget uansvarligt« at lade omikronvarianten løbe igennem befolkningen.

Sådan lyder udmeldingen fra direktøren for Statens Serum Institut (SSI), Henrik Ullum, efter flere dage med rekordhøje smittetal og med omikronvarianten i hastig fremmarch.

Til Berlingske oplyser Henrik Ullum således, at antallet af omikrontilfælde aktuelt fordobles »hver anden til hver tredje dag«:

»Det må forventes, at omikron bliver dominerende når som helst, og at vi i dag torsdag når op på 10.000 daglige delta + omikron tilfælde. Vi håber på at se en mindre stejl vækst, når vaccination (booster) accelereres og restriktioner får effekt. Det er dog samtidig SSI's vurdering at der er brug for at få bremset smittespredningen yderligere,« skriver Henrik Ullum til Berlingske.

Folketingets sundhedsordførere skal i morgen formiddag mødes med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for at drøfte coronasituationen i Danmark. Flere eksperter har de seneste dage efterspurgt flere restriktioner og en egentlig strategi for, hvordan smitten med omikronvarianten skal håndteres.

Men står det til Henrik Ullum, bør det ikke komme på tale at lade omikron rulle igennem befolkningen.

»Det skønnes meget uansvarligt. I så fald vil man med stor sandsynlighed se et voldsomt stort antal daglige tilfælde samtidigt (en meget høj top). Dette vil presse sundhedsvæsnet voldsomt,« svarer Henrik Ullum, med henvisning til at hospitalspersonale med stor sandsynlighed vil blive smittet og hjemsendt. Eller at sundhedspersonale kan blive »nødsaget« til at gå på arbejde med en positiv test og dermed kan smitte udsatte patienter og kolleger.

»Med andre ord vil det at slippe omikron helt løs give en helt uoverskuelig situation for sundhedsvæsnet og det samlede danske samfund,« skriver Henrik Ullum.

Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed har indkaldt til pressemøde senere i dag, kl. 17.30. Henrik Ullum forklarer, at Epidemikommissionen, hvor han selv har sæde, løbende drøfter eventuelle restriktioner.

»SSI er kun en ud af mange deltagere i Epidemikommissionen. SSI vurderer aktuelt, at det er nødvendigt med samfundstiltag der lægger en bremse på den aktuelle udbredte samfundssmitte.«