Bør der indføres nye restriktioner for at dæmpe coronasmitten?
Det er professor i biologi ved Københavns Universitet Morten Petersen »tilbageholdende« med at anbefale.
»Hvis tredje vaccinestik er effektivt over for omikronvarianten, har jeg svært ved at se, at vi står med noget, der bliver værre end influenzasæsonen i 2017 til 2018,« siger Morten Petersen.
Professoren advarer på den baggrund mod en ny nedlukning.
»Hvis vi tager endnu en vinter uden influenza, er der risiko for, at vi kommer ind i en ond cirkel, hvor vi taber immunitet og dermed gør os mere sårbare. Det er sådan, at hvis luftvejssygdomme udebliver i længere tid, så kan de komme tilbage og ramme os rigtig hårdt,« forklarer Morten Petersen og tilføjer:
»Hvis influenza ikke cirkulerer, skyder man i blinde med influenzavaccinerne, hvilket kan blive en farlig kombination med tabt immunitet.«
Professorens advarsel kommer, efter at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) onsdag noterede sig, at man med omikronvarianten havde fået »en ny epidemi i epidemien«.
»Regeringen og sundhedsmyndighederne arbejder i døgndrift for at håndtere situationen, og Epidemikommissionen vurderer i øjeblikket, om der er behov for nye tiltag, der kan lægge en dæmper på udviklingen,« lød det i et skriftligt svar fra sundhedsministeren til flere medier.
Håndtering kan bringe os i fedtefadet
Problemet med en eventuel ny nedlukning er ifølge biologiprofessor Morten Petersen altså, at immuniteten i befolkningen kan mindskes over tid. Hvis borgere undgår at være sammen og dermed ikke møder nye vira, bliver de mindre modstandsdygtige.
Professoren argumenterer med, at rs-virus efter sommerferien førte til en del børneindlæggelser.
»Det skyldtes med stor sandsynlighed, at de små årgange havde mindre immunitet, end de plejer at have,« forklarer Morten Petersen.
At være forsigtig nu og her kan altså få konsekvenser på længere sigt.
»Håndteringen, hvor man har trukket epidemien ud, er med til at bringe os i fedtefadet,« siger han.
Morten Petersen medgiver, at målet om at undgå overbelastning af sygehusvæsenet er validt og forståeligt.
»Men det er jo ikke alene coronavirussen, der er årsagen til presset. Det handler måske snarere om, at coronavirussen er et problem, som man føler, at man kan gøre noget ved. Kigger man på indlæggelsestallet og antallet af døde den seneste tid, er det ikke alarmerende i sig selv, fordi vi har vacciner,« siger han.
Tisser i bukserne for at holde varmen
Professor i virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen mener imidlertid, at der er behov for nye restriktioner.
»Det mener jeg desværre, at der er, selvom jeg godt ved, at effekten af de seneste restriktioner knap nok er slået igennem. Vi har dog ikke meget tid at give af, fordi omikronvarianten breder sig så hurtigt,« begrunder Allan Randrup Thomsen.
»Om man skal sætte et generelt forsamlingsloft eller begrænse store forsamlinger mere specifikt i form af for eksempel teatre og biografer, kan jeg ikke sige, men det handler om at nedbringe antallet af mennesker, der er tæt på hinanden,« siger Allan Randrup Thomsen.
Kan skolerne i dine øjne åbne 5. januar?
»Jeg har prøvet at undgå at svare på det, fordi jeg er meget usikker på det.«
Hvad siger du til biologiprofessor Morten Petersens argument om, at en ny nedlukning kan gøre befolkningen mere sårbar?
»Det er et helt validt argument, men jeg vægter det anderledes. Jeg mener, at det er svært at undgå at vælge en løsning, som kan løse problemet nu og her. Og så må vi prøve at håbe på, at det ikke bliver et alvorligt problem i fremtiden,« siger Allan Randrup Thomsen og tilføjer:
»Men Morten Petersen har ret. Hvis ikke vi får en influenzaepidemi her til vinter, så får vi børneårgange, der vokser op uden at have stødt på influenza, og det kan man jo ikke blive ved med. Det vil opbygge en sårbar befolkning.«
Er vi i gang med at tisse i bukserne for at holde varmen?
»Ja, det kan du godt sammenligne det med. Omvendt skal vi jo også igennem denne her vinter.«