Usikkerheden ved lyntest pumper de daglige smittetal kunstigt op og plager genåbnede dele af samfundet, hvor testede må isolere sig på falsk grundlag. Det vurderer en række eksperter med indsigt i smittetal og virustest overfor Berlingske.

Det er særligt risikoen for falske positiver ved lyntestene, der udløser problemer, efter Statens Serum Institut (SSI) besluttede at arbejde med ét samlet smittetal fra 10. marts, hvor pcr-test og lyntest blev lagt sammen. Ifølge Peter Kamp Busk, lektor i medicinalbiologi på Roskilde Universitet, giver det »simpelthen ikke mening, at de tog den beslutning«.