Et telefonopkald i 2008 gjorde Helle Thorning-Schmidt rasende: »Jeg tænkte, at det var virkelig klamt, og at han var en idiot«

Helle Thorning-Schmidt (S) fortryder i dag, at hun ikke satte en undersøgelse af Socialdemokratiet i gang, da sexismeskandalerne begyndte at ramme partiet. Og så kommer hun med en opfordring om selvransagelse.

Tidligere statsminister og formand for Socialdemokratiet Helle Thorning-Schmidt var ikke glad, da hun fik opkaldet om Jeppe Kofod tilbage i 2008. Asger Ladefoged

Helle Thorning-Schmidt (S) sad i sin bil, da hun påskedag 2008 fik opkaldet.

I opkaldet forklarede en partifælle den daværende partiformand, at udenrigsordfører Jeppe Kofod (S) havde holdt oplæg for nogle unge socialdemokrater. Efterfølgende havde han sex med en af dem.

»Jeg tænkte, at det var virkelig klamt, og at han var en idiot,« fortæller Helle Thorning-Schmidt til Weekendavisen.

Helle Thorning-Schmidt valgte dengang at fratage Jeppe Kofod alle hans ordførerskaber. En beslutning hun i dag »stadig er stolt af«.

Til gengæld fortryder hun, at hun ikke iværksatte en undersøgelse af kulturen i sit eget parti:

»Skete det ofte? Var der flere af vores folkevalgte, som opførte sig sådan? Sivede en ensartet maskulin kultur igennem hele organisationen? Men det gjorde jeg ikke (iværksatte en undersøgelse, red.). Det er meget trist, at vi ikke kunne passe bedre på de piger og kvinder, som kom i nærheden af Socialdemokratiet i den tid, særligt når de kom i nærheden af de folkevalgte.«

Helle Thorning-Schmidt har i ugens løb forklaret, hvordan flere partifæller dengang mente, at hun håndterede episoden forkert. Ikke at hun var for blød over for Jeppe Kofod, men derimod for hård i sin dom.

»Der var et miljø, hvor folk følte, jeg overreagerede. Det er svært at ændre en kultur alene. Det var en anden tid,« siger Helle Thorning-Schmidt til Weekendavisen og tilføjer:

»I starten af 00erne var det mere normalt. Man grinte lidt mere af det. Det kan også være, at de her sexchikanesager skete, fordi man havde en kultur, hvor man dækker over ting. Det har været et problem alle steder, hvor der er folkevalgte – også i kommunalbestyrelser, mellem politikere og ansatte, mellem politikere og frivillige, og sidste år i DSU.«

Sidstnævnte refererer til, at daværende DSU-formand Lasse Quvang Rasmussen krænkede i alt fem kvinder i DSU, bl.a. med befamlinger og seksuelle kommentarer.

Selvransagelse

På Instagram opfordrer Helle Thorning-Schmidt til selvransagelse. Både hos sig selv og alle landets ledere.

»Jeg har også brugt tid på selvransagelse. Og det opfordrer jeg alle ledere til at gå igang med lige nu. For at være sikre på, at de er en del af løsningen fremfor en del af problemet,« lyder det i et Instagram-opslag.

Hun reflekterer videre over sin egen tid som formand for Socialdemokratiet, og hvordan hun selv kunne have håndteret nogle sager bedre. Hun beskriver blandt andet, hvordan der til tider kunne være en for maskulin kultur i partiet.

»Grundlæggende havde vi nok en for ensartet maskulin kultur, der kunne gøre det svært at være kvinde eller LGBTQ person.«