Ét dramatisk møde kan i dag få afgørende betydning for Løkkes fremtid

Lørdag formiddag mødes det magtfulde Venstre-organ, Hovedbestyrelsen, hvor Lars Løkke Rasmussens fremtid som formand efter planen vil blive diskuteret.

1
Foto: Mads Claus Rasmussen

Bliver, bliver ikke? Bliver, bliver ikke?

Hvis journalister forud for Venstres møde lørdag skal give et bud på, hvad resultatet bliver, når partiets hovedbestyrelse samles, kan de ligeså godt hive blade af en blomst og se, hvad de står tilbage med.

Mødet forventes nemlig at blive højdramatisk, når fremtiden i partiet for såvel formand Lars Løkke Rasmussen som næstformand Kristian Jensen skal diskuteres. Og selv om bl.a. Venstre i Region Midtjylland har meldt ud, at de ønsker at se Løkke gå af, har hovedpersonen selv bebudet, at han agter at blive siddende på posten i hvert fald frem til partiets landsmøde. Uanset hvad.

På mødet lørdag kan Hovedbestyrelsen ellers både beslutte at afholde ekstraordninært landsmøde, som vil følge en anden dagsorden end et fremrykket landsmøde og således give Løkke mindre rum til at forklare sig og tale politik, ligesom mødet kan ende ud i et mistillidsvotum mod formanden.

Og selv om Venstre i Midtjylland officielt har trukket støtten, og andre regioner angiveligt har tænkt sig at gøre det samme, er mødets konklusion ikke givet på forhånd.

For når det gælder Løkke, må du være forberedt på et par tricks i ærmet. De fleste journalister erindrer formandsopgøret i 2014, hvor det forud for mødet stort set var konkluderet, at Løkkes formandstimer var talte. Men i sidste øjeblik fandt han en udvej og beholdte formandstitlen - foreløbig i mindst fem år.

Således er de samme tricks allerede begyndt at boble op til overfladen. Løkke har eklæret, at han vil blive siddende uagtet mistillid fra Hovedbestyrelsen, fordi han håber på at overbevise baglandet på et landsmøde. Ligeledes har han i Jyllands-Posten bebudet, at han vil have landsmødedeltagerne til at stemme om en politisk retning, før de afgør, hvem der skal løbe med stafetten.

På den måde kan det være, at Løkke på dagens møde i Hovedbestyrelsen har et endnu es i ærmet, som vil give en helt anden konklusion, end der ellers var lagt op til fra bl.a. Midtjylland.

I mellemtiden kan journalisterne bruge ventetiden i Brejning, hvor hovedbestyrelsesmødet afholdes, i blomsterbedet. Bliver, bliver ikke. Bliver ikke. Bliver. Bliver...