Ny måling: Venstres vælgere vil have Løkke som formand – næsten ingen vil have Kristian Jensen

Mens et formandsopgør ulmer i baglandet, hvor flere har trukket støtten til Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre, er holdningen en anden blandt Venstres vælgere. Det viser en ny undersøgelse fra Kantar Gallup.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Netop som Venstres formand Lars Løkke Rasmussen kan begynde at mærke kulden fra baglandet brede sig ind på Christiansborg, hvor flere trækker støtten til ham, kan han nu lune sig ved én ting.

Venstres vælgere vil ham. De vil have ham som formand, og langt flere vil have ham som partiets førstemand end de vil have både næstformand Kristian Jensen (V) og politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V), der af mange baglandstemmer ellers opfordres til at stille op som kandidat til formandsposten.