2020 har i høj grad været domineret af nogle altopslugende dagsordener: Corona, minksag, #metoo. Så hvad er den vigtigste historie i dansk politik fra i år, der måske blev lidt glemt eller overset på den baggrund?
»Lige inden corona ramte Danmark, lykkedes det at indgå en aftale, der skal sætte en stopper for kapitalfondes rovdrift på boligmarkedet. Loven, som sikrede lejerne flere rettigheder, blev stemt igennem midt under lockdown og fik ikke så meget opmærksomhed, som det burde. Jeg tror, at den lov vil betyde rigtig meget for at sikre, at der stadig vil være billige lejeboliger.«
Hvis du skulle pege på én politiker fra et andet parti end dit eget, som har imponeret dig i år, hvem skulle det så være? Og hvorfor?
»Lotte Rod fra Radikale Venstre. Jeg har så meget respekt for, at hun stod frem og fortalte om sexisme internt i sit eget parti. Man stiller desværre op til verbale tæsk og mistænksomhed, når man taler om sexisme, men jeg er overbevist om, at det har rykket nogle holdninger i ligestillingsdebatten, og Lotte har virkelig været et forbillede i den debat.«
Hvis du skulle – og måtte – gå til en julefrokost i Snapstinget, hvilken politiker ville du så helst have til bords? Og hvorfor?
»Simon Emil Ammitzbøll, fordi han er sjov, og fordi han ligesom os i Enhedslisten går op i de demokratiske hjørnesten.«
Hvad er dit politiske nytårsforsæt for 2021?
»Jeg vil øve mig i at tillade mig selv at være mere i tvivl. Som politiker har man ikke altid svaret klar, men det forventes det tit, at vi har, og man kommer også til at forvente det af sig selv. Men jeg tror, vi får nogle bedre løsninger ud af, at man som politiker kan sige, at man er i tvivl om, hvad der er den rigtige løsning.«
Hvad glæder du dig mest til at gøre, når coronaepidemien er et overstået kapitel?
»Jeg glæder mig rigtig meget til at kramme mine venner – det er virkelig gået op for mig, hvor meget det betyder at kunne kramme sine venner. Derudover savner jeg også at komme til en god fest. Det er måske et forkælet behov, men jeg trænger til at danse med mine venner.«