Endnu et medlem fra Alternativets hovedbestyrelse trækker sig

Først trak næstforpersonen sig fra hovedbestyrelsen. Nu trækker endnu et medlem sig tilbage.

Alternativets valgaften ved Folketingsvalget 2015 på Papirøen i København. Megafon-målingen, som giver Socialdemokraterne en vælgerlussing, er god læsning for Alternativets folk. /ritzau/ (Mathias Svold/POLFOTO/arkiv) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold

Alternativets hovedbestyrelse har fredag mistet to mand.

Således oplyser medlem af hovedbestyrelsen Theis Krarup Hansen på sin Facebook, at han trækker sig fra posten. Det sker efter, at næstforperson i Alternativet, Vilhelm Stamp Nordahl Møller, fredag klokken 12.00 trak sig fra posten.

»Jeg kan ikke længere stå inde for at bidrage til et projekt, der politisk ledes af folk, der udviser en fuldstændig mangel for forståelse for, hvor organisationen er i dag, tilsyneladende reelt sætter egne behov over Alternativets og fremtidens, og som udviser en eklatant mangel integritet og/eller kompetencer. Jeg har derfor i dag meldt mig ud af Alternativet og træder altså også med øjeblikkelig virkning ud af Alternativets Hovedbestyrelse,« skriver Theis Krarup Hansen i opslaget.

De to tilbagetrækninger kommer efter en turbulent tid for Alternativet, der længe har været præget af intern uro.

Berlingske kunne i november sidste år fortælle om slidsomme spændinger, personopgør og armlægning om partiets kurs, og at hele hovedbestyrelsen på få år er skiftet ud. Samtidig har den politiske ledelse været brudt op, og halvdelen af folketingsgruppen forlader politik efter valget.

Intern uro

Næstforperson Vilhelm Stamp Nordahl Møller, der tidligere fredag også trak sig fra hovedbestyrelsen, skrev følgende på sin Facebook i forbindelse med sin tilbagetrækning:

»Efter at have indtrådt i »partiledelsen« har jeg været vidne til flere begivenheder, som gør, at jeg ikke længere kan støtte op om den politiske ledelse i Alternativet – og jeg kan derpå konkludere, at det ikke er muligt for mig, at leve op til ansvaret som næstforperson for hovedbestyrelsen.«

Efterfølgende uddybede han sit budskab over for Berlingske, hvor han langede ud efter Uffe Elbæk. Han anklagede den politiske leder for at mangle integritet og professionalisme.

»Jeg tror, Uffe har svært ved at vurdere, hvor mangelfuld hans dømmekraft er,« sagde han.

Uffe Elbæk ønsker ikke at stille op til interview. Presserådgiver i Alternativet henviser til forperson i hovedbestyrelsen og et tweet fra den politiske leder.

Opdateres ...