Belarus' – det tidligere Hviderusland – aktive støtte til Ruslands invasion og krigshandlinger i Ukraine bør få hårde konsekvenser.
Flere af Folketingets partier mener således, at Belarus skal omfattes af de sanktioner, Vesten har indført over for Rusland.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, skriver på Twitter, at »EU bør gå forrest« i den forbindelse:
»Vestens sanktioner skal også ramme Hviderusland, der hjælper og støtter Putins uhyrlige invasion af Ukraine. Det skal have hårde konsekvenser, at Lukasjenko (Belarus' præsident, red.) så aktivt har valgt Putins side i krigen imod frie landes ret til fred og frihed.«
SF, Liberal Alliance, De Radikale og De Konservative er enige.
»Lukasjenko fungerer nu i praksis som Putins femte kolonne – i direkte modstrid med sit eget folks ønske. Han bør rammes hårdt, for ligesom det her er begyndelsen på enden for Putin, skal det også være det for Lukasjenko,« skriver Martin Lidegaard, De Radikales udenrigsordfører, i en sms til Berlingske.
Berlingske arbejder på en kommentar fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko, har støttet Ruslands præsident Putin i invasionen af Ukraine.
For eksempel har det russiske militær mange tusinde tropper i Belarus – der mod syd grænser op til Ukraine – og Lukasjenko har sagt, at det belarusiske militær også potentielt kan tilslutte sig den russiske offensiv i Ukraine.
Dertil har Belarus netop ved en »folkeafstemning« søndag stemt for at ændre landets forfatning og droppe landets forbehold mod at have atomvåben.
»Hvis I (Vesten, red.) indsætter atomvåben i Polen eller Litauen ved vores grænser, vil jeg bede Putin om at give vores atomvåben tilbage uden betingelser«, sagde Lukasjenko søndag.
Opfordring til Jeppe Kofod
Marcus Knuth, De Konservatives udenrigsordfører, mener også klart, at Belarus skal sanktioneres på linje med Rusland:
»Vi bakker helhjertet op om, at Hviderusland også rammes af sanktioner. Når man ser, at Putin får lov til at bruge Hviderusland som opmarchområde til tropper, der angriber i Ukraine, så synes jeg, det er helt oplagt.«
»Jeg vil gerne opfordre udenrigsministeren til hurtigst muligt at gå i gang og høre vores partnerlande, for det skal selvfølgelig ske i så tæt muligt samarbejde med vores EU-partnere som muligt,« siger Marcus Knuth.

Men åbner det ikke for, at vi snart sagt skal sanktionere alle dem, der også bakker Rusland op på den ene eller anden måde – eksempelvis Serbien?
»Nej. Jeg ser en klokkeklar forskel i, hvorvidt et naboland bliver brugt som opmarchområde for en militær invasion. Det er ikke tilfældet med Serbien. Jeg så også, at Brasiliens præsident havde været ude og tale nedsættende om Ukraines præsident. Det betyder ikke, at de skal sanktioneres, for de er jo ikke aktive deltagere i en krig.«
Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, har ifølge Reuters sagt, at Brasilien er neutral i konflikten, og at Ukraine har »placeret nationens håb i hænderne på en komiker« med henvisning til den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs fortid som komiker.
Den slags er ifølge Marcus Knuth ikke noget, der bør påkalde sig sanktioner fra Vesten
»Men støtter man aktivt Ruslands militær, så synes jeg, det er helt fair med sanktioner,« siger han.